Rigt udbud af olie, moderat vækst i efterspørgslen
Ved udgangen af 2025 tyder de grundlæggende forhold på oliemarkedet på, at 2026 vil indledes med en vedvarende situation med overudbud. Det globale udbud forventes at stige med mere end 2 millioner tønder om dagen (mb/d) i 2026. Denne vækst ligger fortsat langt over efterspørgslen, som forventes at stige med mellem 0,8 og 1 mb/d på baggrund af en global afmatning i industrien, vedvarende handelsspændinger og en accelererende energiomstilling i de avancerede økonomier og Kina. Markedet går derfor ind i 2026 med et strukturelt overskud, der forstærkes af inerti fra allerede igangværende projekter.
I denne sammenhæng forventes priserne at fortsætte den nedadgående tendens. Efter at have stabiliseret sig på omkring 68 USD ved udgangen af 2025 kunne Brent-prisen i gennemsnit ligge på omkring 60 USD i 2026, hvilket er det laveste niveau siden 2021. Første halvår ser ud til at være det mest sårbare på grund af den samtidige tilstrømning af nye mængder og en efterspørgsel, der stadig er hæmmet af svagheden i fremstillingssektoren. Anden halvdel af året er fortsat mere usikker: Udviklingen i sanktionerne mod Rusland, Iran og Venezuela, OPEC+’s beslutninger om kvoter, de amerikanske skiferproducenters reaktion på lavere priser samt den globale væksts forløb vil være de vigtigste faktorer, der sandsynligvis vil påvirke prisudviklingen.
Mens udviklingen i OPEC+-produktionen fortsat er usikker, forventes væksten i udbuddet i 2026 hovedsageligt at blive drevet af lande uden for OPEC+. USA vil fortsat være verdens største producent, men landets marginale bidrag forventes at falde: WTI-futurespriserne ligger fortsat tæt på break-even-punktet for nye skiferbrønde — generelt mellem 55 og 65 USD — hvilket bremser investeringerne, især da omkostningerne stiger på grund af stål-told. Selvom produktionen fra skiferbassinerne er usikker, vil konventionelle felter i Alaska og offshore i Den Mexicanske Golf fortsat yde en moderat støtte til væksten. Samtidig vil den globale offshore-produktion fortsat være en vigtig drivkraft i 2026, understøttet af idriftsættelsen af nye FPSO'er i Brasilien og Guyana samt stabil vækst i Norge. Canada vil fortsætte med at udvide sine oliesandforekomster, mens opskaleringen af Vaca Muerta-skiferfeltet i Argentina også vil bidrage til stigningen i det globale udbud.
Væksten i olieefterspørgslen vil fortsat være beskeden i 2026. De nye vækstøkonomier vil tegne sig for størstedelen af stigningen i efterspørgslen. Indien forventes at blive den vigtigste drivkraft for efterspørgslen fra 2026 og frem, understøttet af vedvarende vækst og den stadig begrænsede elektrificering af landets bilpark, mens Kina vil opleve en svagere vækst i forbruget på grund af en strukturel afmatning og den hurtige elektrificering af transportsektoren. I Europa vil energiomstillingen fortsat gradvist reducere visse anvendelser af olie.
Kombinationen af moderat efterspørgsel og rigeligt udbud forventes at føre til en opbygning af lagre i 2026, hvilket vil holde markedet i overskud og udøve vedvarende pres på råoliepriserne. I denne sammenhæng vil olieselskabernes resultater fortsat være blandede: de store integrerede selskaber vil drage fordel af modstandsdygtigheden i deres downstream- og petrokemiske aktiviteter, mens producenter med høje omkostninger – især visse amerikanske skiferproducenter og komplekse offshore-projekter – vil opleve, at deres marginer presses. Omvendt forventes raffinaderimarginerne at forblive stærke i 2026, understøttet af lave råoliepriser og faldende raffinaderikapacitet i Europa og USA, hvilket holder priserne på raffinerede produkter høje.
I modsætning til vintrene efter 2022, hvor Europa formåede at genopfylde sine gaslagre til niveauer tæt på 95–100 %, går kontinentet ind i vinteren 2025–2026 med betydeligt lavere niveauer: 83 % i gennemsnit og 79 % i Nordvesteuropa. På trods af disse historisk lave lagre har de europæiske gaspriser været bemærkelsesværdigt stabile. Denne vedvarende (relative) svaghed på markedet kan primært forklares med den dominerende faktor, der i øjeblikket omdefinerer den globale gasbalance: den hurtige stigning i det globale udbud af LNG. Især den store mængde amerikansk LNG, der er tilgængelig fleksibelt og i stigende mængder, mindsker automatisk den strategiske betydning af de europæiske lagre. USA er ved at etablere sig som det de facto lagercenter, nøgleleverandør og prisbenchmark for det globale gasmarked, hvilket mindsker Europas følsomhed over for sine egne lagerniveauer. Udover USA forventes flydendegøringskapaciteten at stige markant på verdensplan, især i Canada og Qatar.
I en situation, hvor den europæiske efterspørgsel (sæsonkorrigeret) forventes at forblive stort set stabil, vil udvidelsen af det globale LNG-udbud bidrage til at stabilisere TTF-priserne. Disse forventes at forblive et godt stykke under toppunktet i 2022, hvor priserne i gennemsnit oversteg 120 EUR/MWh. Priserne vil dog ikke vende tilbage til de niveauer, der blev set i 2018–2019, hvor de lå på omkring 15–20 EUR/MWh. Da den gennemsnitlige TTF-pris forventes at stabilisere sig på omkring 28–30 EUR/MWh i 2026, vil dette afspejle et mere afbalanceret marked, der dog stadig er strukturelt dyrere end før energikrisen.
Stigningen i det globale gasudbud vil føre til en afmatning i priserne, men der vil være en undtagelse i USA. Henry Hub-prisen kan stige en smule, men vil fortsat ligge lavere end alle andre regionale priser. Denne relative stigning skyldes lavere lagerniveauer, hvilket er en direkte konsekvens af den hurtige udvidelse af den amerikanske LNG-eksport, som optager en voksende andel af den indenlandske produktion. I denne sammenhæng forventes spændet mellem TTF og Henry Hub at fortsætte med at indsnævres i 2026, efter at det ved udgangen af 2025 nåede sit laveste niveau siden energikrisen i 2022. Ikke desto mindre vil USA fortsat indtage en gunstig konkurrencemæssig position.
Uden for Europa og USA vil gasmarkederne i 2026 fortsat være domineret af Asien, som vil forblive den vigtigste kilde til den globale efterspørgsel. Forbruget i regionen vil stige moderat, drevet af Indien og Sydøstasien, mens Kina vil opleve en mere afdæmpet vækst. Den store mængde LNG, der er tilgængelig på verdensplan, bør holde de asiatiske priser (JKM) på et moderat niveau, langt under de spændinger, der blev observeret i 2022, selvom der fortsat vil være en asiatisk præmie på grund af konkurrencen blandt køberne om at sikre sig laster.
Udvidelsen af vedvarende energi vil blive drevet af solenergi
I 2026 vil de vedvarende energikilder fortsætte deres kraftige udbredelse. Solenergi vil opleve den mest markante vækst, efterfulgt af vindkraft. Mens vedvarende energi kun udgjorde 14,6 % af det primære energimix i 2024, forventes dens andel af elproduktionen (32 %) at overstige kulets andel i 2026. Denne stigning vil dog understrege de voksende udfordringer forbundet med integrationen af vedvarende energi i elsystemerne.
De regionale forskelle vil fortsat være markante. Asien vil fortsat være den vigtigste drivkraft bag væksten, anført af Kina – som vil tegne sig for mere end halvdelen af den globale udbygning – og Indien, hvor udbygningen er i rivende udvikling. Europa vil fortsat udbygge kapaciteten, men fremskridtene vil blive hæmmet af flaskehalse i elnettet, administrative forsinkelser, høje finansieringsomkostninger og integrationsvanskeligheder. I USA er fremdriften fortsat stærk takket være Inflation Reduction Act, men den undermineres af et mere usikkert reguleringsmiljø: mulige ændringer af visse skattefradrag, strammere importrestriktioner, vanskeligheder i forbindelse med flere havvindprojekter og strengere godkendelsesprocedurer på føderale arealer. I vækstøkonomier uden for Asien vil væksten fortsat være mere ujævn og ofte begrænset af adgangen til finansiering og en svag elinfrastruktur.
Variationerne i udbuddet af sol- og vindenergi vil øge behovet for fleksibilitet, lagring og forstærkning af elnettet, mens den stigende forekomst af episoder med overproduktion vil kræve en mere præcis styring af balancering og sammenkoblinger. Samtidig vil elektrificeringen af anvendelsesområderne – opvarmning, transport og industri – kræve massive investeringer i infrastruktur. Fremtiden for vedvarende energi vil derfor i lige så høj grad afhænge af evnen til at integrere denne produktion som af tilføjelsen af ny kapacitet.
Risici i forbindelse med forsyningskæderne vil fortsat være høje. Kina dominerer produktionen af solcellemoduler, mellemkomponenter og nøgleudstyr samt udvindingen og frem for alt raffineringen af sjældne jordarter, som er afgørende for vindmøller. Denne koncentration udsætter sektoren for geopolitiske og industrielle sårbarheder.
På trods af en kraftig vækst i antallet af installationer er udstyrsproducenternes marginer fortsat under pres. Ifølge IEA er priserne på solceller i Kina faldet med mere end 60 % siden 2023, hvilket har presset marginerne ned til omkring 10 % og resulteret i kumulerede tab på omkring 5 mia. USD siden begyndelsen af 2024. Inden for vindkraft registrerede producenter uden for Kina ligeledes tab på omkring 1,2 mia. USD sidste år, hvilket afspejler et miljø med høje omkostninger og vedvarende spændinger i forsyningskæden.
Energi
