Asien markerer sig som omdrejningspunktet for den globale bilindustri
Asien er verdens førende producent og forbruger af køretøjer og tegner sig for 25 % af bilsalget i 2023. Asiatiske producenter dominerer det globale salg (30 millioner solgte køretøjer i 2023), selvom der er betydelige regionale forskelle. Foreløbig vil sektoren blive domineret af et veletableret makkerpar bestående af Japan og Korea. Toyota har været verdens førende producent siden 2020 (målt på antal solgte køretøjer) med over 5 millioner solgte enheder i første halvår af 2025. Kina har opnået et lynagtigt gennembrud inden for det elektriske segment. Landet er nu ved at udvikle sig til Asiens fremtidige bilcentrum. Andre lande som Indien og Vietnam har også markeret sig i de seneste år.
Kina vil fortsat styrke sin position som verdens førende bilnation i 2024 takket være elbiler. Landet er verdens førende producent og forbruger af elbiler – der blev solgt 11 millioner elbiler i Kina sidste år, heraf to tredjedele batteridrevne elbiler. Ligesom mestringen af forbrændingsmotoren var nøglen til succes for den amerikanske, europæiske og japanske bilindustri, giver elektrificeringen nu den kinesiske bilindustri en komparativ fordel.
Derudover understøtter segmentet for elbiler også den kinesiske bileksport. Af de 5 millioner køretøjer, der blev eksporteret i de første ni måneder af 2025, var omkring 35 % elbiler. Tendensen forventes at fortsætte i 2026.
Denne uhæmmede vækst er dog opnået på bekostning af betydelige statslige tilskud og en hård marginkrig mellem producenterne. Resultatet er en sektor, der i sidste ende er skrøbelig, da meget få elbilproducenter er rentable – BYD er i øjeblikket en af de få. Desuden skaber støtten fra de kinesiske myndigheder en enorm konkurrenceforvridning i forhold til udenlandske producenter.
Den amerikanske bilsektor vil være mere modstandsdygtig end den europæiske
I lyset af den modstandsdygtige efterspørgsel forventer vi en afmatning i produktionsvæksten (+1 til 2 % år-til-år) i USA i 2025, hvor salget forventes at stige med 2 til 3 % i løbet af året. I Europa forventer vi en svag vækst i sektoren, der især blev dæmpet af et fald i salget på 1 % i 2025 (efter et fald på 2 % i 2024).
I Den Europæiske Union (EU) er det elbilerne, der driver nyregistreringerne. Elbiler forventes at udgøre 25 % af salget af nye køretøjer i 2025 (BEV + PHEV), mens det fra 2035 kun vil være tilladt at sælge BEV'er i EU. I USA er vores prognoser mere forsigtige for det elektriske segment: markedsandelen for elbiler forventes at forblive tæt på 10 % i 2025.
Ikke desto mindre vil disse to bilmarkeder på mellemlang sigt fortsat i høj grad være domineret af forbrændingsmotorer. Salget af SUV’er udgør omkring 50 % af nybilregistreringerne i Europa. På den anden side af Atlanten udgør lette lastbiler 80 % af alt salg af nye køretøjer.
Både USA og EU søger at styrke deres industrielle og teknologiske selvstændighed
Dette indebærer først og fremmest at udbygge produktionskapaciteten for batterier (Li-ion) og samtidig diversificere forsyningskilderne til kritiske råmaterialer for at undslippe det kinesiske monopol.
I USA vil der i henhold til Inflation Reduction Act (IRA) blive investeret 65 mia. USD i de kommende år i udviklingen af gigafabrikker.
I Europa forpligter lovgivningen de europæiske bilproducenter til udelukkende at producere elbiler fra 2035. Formålet med loven om kritiske råstoffer (CRMA) er at udvikle europæisk produktions- og forsyningskapacitet for kritiske råstoffer. For at nå dette mål skal EU opnå 10 % udvindingskapacitet, 40 % forædlingskapacitet og 15 % genanvendelseskapacitet inden 2030 (udtrykt i procent af det årlige forbrug). Der gøres fremskridt, men regionen er stadig langt fra selvforsyning.
Ikke desto mindre er overgangen til elbiler i Europa ikke garanteret. Europæiske producenter har især sikret sig en tidlig revision af 2035-dagsordenen og de tilhørende bestemmelser fra Europa-Kommissionen (den 12. september). Deres hovedmål er at udskyde fristen og forlænge salget af plug-in-hybridbiler (PHEV’er) ud over 2035 med den begrundelse, at svag efterspørgsel og stigende konkurrence fra kinesiske producenter truer de europæiske aktører – hvoraf nogle, som f.eks. Stellantis, allerede er under pres