Byggeri

Opsvinget i byggesektoren forløber fortsat efter planen, men tidsrammen er blevet udskudt. Der forventes stadig en tilbagevenden til vækst i de udviklede økonomier i 2027, men opsvinget er blevet langsommere og mere skrøbeligt end forventet. Højere langfristede renter kombineret med geopolitiske spændinger og stigende produktionsomkostninger har svækket tilliden og forsinket investeringsbeslutninger inden for både bolig- og erhvervsbyggeri.

Boligbyggeriet er fortsat sektorens svageste segment. Boligbyggeriet er vedvarende hæmmet af høje låneomkostninger, svag købekraft og forsigtighed blandt bygherrer. Forholdene er særligt udfordrende på store, modne markeder som Frankrig, Tyskland, USA og Canada, selvom boligmanglen fortsat understøtter aktiviteten på en række markeder, især Spanien, Nederlandene og dele af Asien-Stillehavsområdet.

Infrastruktur og anlægsarbejder udgør branchens vigtigste kilde til modstandsdygtighed. Offentlige investeringer, infrastruktur, modernisering og langsigtede politiske prioriteter understøtter fortsat aktiviteten på verdensplan. Efterspørgslen drives i stigende grad af fire strukturelle temaer: dekarbonisering, digitalisering, tilbageførsel af industri og forsvarsudgifter. Disse faktorer opretholder projektpipelines, selvom de traditionelle byggemarkeder fortsat er under pres.

Efterspørgslen efter erhvervsejendomme er i uensartet bedring. Investeringsaktiviteten er gradvist blevet bedre, men sektoren er fortsat stærkt opdelt i segmenter. Kontormarkedet står fortsat over for strukturelle udfordringer knyttet til hybridarbejde og høje ledighedstal, især i USA. Derimod er efterspørgslen efter førsteklasses kontorejendomme fortsat relativt robust, mens logistik- og detailejendomme fortsat klarer sig bedre end det bredere marked for erhvervsejendomme.

Producenter af byggematerialer står over for en vanskelig balancegang. Svag efterspørgsel inden for byggeriet i Europa, Nordamerika og Kina har begrænset vækst i mængden, mens forstyrrelser i forbindelse med Mellemøsten har øget omkostningerne på tværs af flere forsyningskæder. Samtidig skal producenterne fortsat investere i dekarbonisering og industriel modernisering, hvilket skaber yderligere pres på rentabiliteten og kapitalallokeringen på trods af et generelt afdæmpet markedsmiljø.

2027: Genopretningen i byggebranchen bliver ved med at blive udskudt

Den globale byggesektor forventes stadig at vende tilbage til vækst i de avancerede økonomier i slutningen af 2026 og i 2027. Det skal dog siges, at opsvinget viser sig at være mere flygtigt og gradvist end tidligere forventet. Den optimisme, der opstod i begyndelsen af 2026 på de store markeder i Europa og Nordamerika, er forsvundet efter fornyede spændinger i Mellemøsten. Den deraf følgende stigning i de lange renter har strammet finansieringsvilkårene, hvilket har lagt en dæmper på både efterspørgslen efter boliger og investeringerne i erhvervsejendomme.

Konflikten har også påvirket sektoren via omkostningskanalen. Forstyrrelser i de globale forsyningskæder har forstærket det opadgående pres på priserne på byggematerialer, hvilket påvirker både meget energiintensive materialer som cement, glas og bitumen samt produkter, der er mere direkte udsat for forstyrrelser i handelsruterne i Golfregionen, herunder aluminium og en bred vifte af petrokemiske derivater, der anvendes i isolering, maling og PVC-produkter. Kombinationen af højere finansieringsomkostninger og fornyet omkostningspres har yderligere undergravet tilliden i hele branchen.

Dette har som følge heraf løbende forsinket opsvinget i byggeaktiviteten. Bolig- og erhvervsbyggeri er fortsat hæmmet af stramme kreditvilkår, stor usikkerhed og afdæmpet investeringslyst. Infrastruktur, offentlige anlægsarbejder og anlægsingeniørarbejde udgør dog fortsat en afgørende kilde til modstandsdygtighed. Investeringerne i disse segmenter understøttes af fire stærke strukturelle drivkræfter, der omformer efterspørgslen efter byggeri på verdensplan: dekarbonisering, især i Europa, digitalisering, især i USA, økonomisk afkobling og bestræbelserne på at opnå større industriel suverænitet i de store økonomier samt stigende forsvarsudgifter. Tilsammen sikrer disse kræfter, at projektpipelines opretholdes, selvom de traditionelle konjunkturdrevne kræfter inden for byggeriet fortsat er under pres.

Boligbyggeriet er fortsat sektorens svageste led

Boligbyggeriet, som er den mest konjunkturfølsomme del af byggebranchen, stabiliserer sig fortsat globalt, men i et langsommere tempo end forventet. Realkreditrenterne er fortsat høje i hele EU på baggrund af inflationsbekymringer udløst af geopolitiske spændinger. Det gradvise opsving i realkreditlån, der blev observeret tidligere i konjunkturforløbet, har mistet fart, hvilket forsinker forbedringer i antallet af byggetilladelser, boligbyggeri og i sidste ende byggeomsætningen.

Udfordringerne er særligt akutte på store markeder som Frankrig og Tyskland, hvor boligbyggeriet fortsat er afdæmpet, og økonomiske vanskeligheder blandt ejendomsudviklere fortsat tynger aktiviteten. Transmissionsmekanismen er enkel: husholdningernes indskrænkede købekraft mindsker efterspørgslen, hvilket igen afskrækker fra lancering af nye projekter og forsinker opsvinget i den bredere sektor. Det skal dog siges, at billedet i Europa langt fra er ensartet. Nogle markeder udviser fortsat bemærkelsesværdig modstandsdygtighed, især Nederlandene og Spanien, hvor vedvarende boligmangel fortsat understøtter både efterspørgsel og byggeaktivitet.

I Nordamerika mister boligbyggeriet fortsat fart. Både USA og Canada oplever svagere aktivitet inden for nybyggeri, hvilket afspejles i færre byggetilladelser og færre påbegyndte byggerier og kommer til udtryk i faldende priser i segmentet for nybyggeri. Udsigterne er fortsat usikre på begge sider af grænsen. I USA har lidt lavere realkreditrenter hjulpet sælgere med at vende tilbage til markedet for eksisterende boliger, hvilket har forbedret udbudsforholdene og mindsket den relative tiltrækningskraft ved nybyggede ejendomme. Samtidig er lagerbeholdningen af færdigbyggede, men usolgte boliger steget, hvilket lægger stigende pres på bygherrer og tynger de fremtidige projektpipelines. Canada står over for lignende udfordringer. Bygherrer kæmper med svagere efterspørgsel, voksende lagerbeholdninger og lavere salgspriser. Disse pres forstærkes fortsat af strukturelle begrænsninger, herunder vedvarende mangel på kvalificeret arbejdskraft og vedvarende høje byggeomkostninger, hvilket begrænser sektorens evne til at genvinde fremdrift.

Boligbyggeriet er fortsat sårbart i store dele af Asien-Stillehavsområdet, selvom de underliggende drivkræfter varierer betydeligt fra marked til marked. Kina kæmper fortsat med arven fra et overskud af boliger, og der er kun få tegn på en vedvarende vending. I Japan og Sydkorea dæmper ugunstige demografiske tendenser fortsat væksten på nationalt plan, selvom udviklingen i større storbyområder som Tokyo og Seoul er forholdsvis robust. Andre steder udgør urbaniseringen en vedvarende, kraftig medvind. Efterspørgslen efter boliger og infrastruktur i Indien understøttes af hurtig befolkningsvækst og fortsat byudvidelse. Også Australien går imod tendenserne, idet boligbyggeriet er ved at komme sig relativt hurtigt trods stigende renter. Stærke migrationsstrømme og en kronisk boligmangel understøtter fortsat efterspørgslen efter byggeri i betydelig grad.

Golfregionen tegner et mere blandet billede. Byggeaktiviteten er fortsat robust i Saudi-Arabien og understøttes af en stor, voksende befolkning og en betydelig investeringspipeline. I De Forenede Arabiske Emirater (UAE) er udsigterne imidlertid blevet mere usikre. UAE's ejendomsmarked er stærkt afhængigt af udenlandsk kapital og internationale købere, hvilket gør det særligt følsomt over for skift i den geopolitiske stemning. Den seneste tids usikkerhed har fået nogle investorer til at indtage en afventende holdning, hvilket har bidraget til lavere transaktionsvolumener og undergravet markedets tillid. Dette er begyndt at smitte af på prisudviklingen i form af svagere prisdynamik, især for ejendomsprojekter, der sælges på tegning. Bygherrer med store beholdninger af usolgte ejendomme er særligt udsatte. Selvom Dubais og Abu Dhabis strukturelle langsigtede tiltrækningskraft forbliver intakt, vil de kortsigtede udsigter i høj grad afhænge af den geopolitiske udvikling.

Infrastruktur og offentlige anlægsarbejder er en vedvarende stabilitetsfaktor

Anlægsarbejder er fortsat det mest modstandsdygtige segment i den globale byggesektor. I Europa voksede segmentet med 3 % i første halvdel af 2026 og forventes at forblive en vigtig drivkraft for væksten gennem hele 2027. Aktiviteten er blevet understøttet af en kombination af offentlige investeringsprogrammer og langsigtede infrastrukturbehov. Tysklands fornyede infrastrukturambitioner sammen med den fortsatte anvendelse af EU-midler i Central- og Østeuropa, Italien og Spanien bør sikre projektpipelines i de kommende kvartaler.

Udsigterne er dog ikke uden begrænsninger. Den gradvise genindførelse af finanspolitisk disciplin i flere europæiske økonomier vil sandsynligvis dæmpe mulighederne for nye offentlige investeringsforpligtelser og lokale projekter, mens politiske cyklusser kan skabe yderligere usikkerhed. I Frankrig har de nylige kommunalvalg i 2026 f.eks. haft en negativ indvirkning på sektorens omsætning i første halvår, mens præsidentvalget i 2027 kan medføre yderligere usikkerhed for større infrastrukturprojekter. På trods af disse modvind befinder sektoren sig fortsat i en relativt sund position på tværs af kontinentet. Arbejdskraftmangel og stigende omkostninger til byggematerialer udgør fortsat de største driftsmæssige udfordringer, men rentabiliteten har generelt holdt sig, og antallet af konkurser har været begrænset sammenlignet med andre segmenter inden for byggebranchen.

I USA har segmentet for erhvervsbyggeri mistet noget af sin fremdrift efter en periode med usædvanlig ekspansion. Aktiviteten har stort set stabiliseret sig efter den stærke vækst, der blev registreret i 2023 og 2024. Samtidig er investeringsmønstrene inden for erhvervsbyggeri under forandring. Stigningen i industriel kapacitet, der fulgte med den første investeringsbølge i strategiske sektorer (f.eks. efter CHIPS-loven), er aftaget, mens investeringerne i datacentre er steget dramatisk i løbet af de seneste par kvartaler og fungerer som den næste vækstmotor for sektoren. Denne omfordeling af kapital forventes at fortsætte, da efterspørgslen efter computerkapacitet, kunstig intelligens og digital infrastruktur fortsat er stærk. En omfattende projektpipeline tyder på, at opførelsen af datacentre fortsat vil være et af de hurtigst voksende områder inden for den amerikanske byggebranche på mellemlang sigt.

Infrastrukturbehovene i hele Asien udgør en vedvarende og stærk strukturel grundpille for sektoren. I vækstøkonomierne opretholder den fortsatte urbanisering, den industrielle udvikling og den demografiske vækst en betydelig efterspørgsel efter transport-, energi- og forsyningsinfrastruktur. Indien er fortsat et af de mest dynamiske markeder i denne henseende, mens statslige investeringer fortsat understøtter aktiviteten i Kina på trods af generelle svagheder i ejendomssektoren.

Udsigterne er lige så solide i hele Golfregionen. Storskala offentlige udviklingsprogrammer fortsætter med at drive byggeaktiviteten, i takt med at landene søger at diversificere deres økonomier ud over kulbrinter. Saudi-Arabiens »Vision 2030« og De Forenede Arabiske Emiraters langsigtede strategiske planer understøtter omfattende investeringer inden for transport, energi, industri, turisme, digital infrastruktur og byudvikling. Som følge heraf forventes anlægsarbejder og offentlige arbejder fortsat at være blandt regionens bedst præsterende byggesegmenter frem til 2027.

Erhvervsejendomme: skrøbeligt opsving midt i vedvarende overkapacitet på kontormarkedet

Erhvervsejendomme fortsatte med at komme sig gennem hele 2026 på baggrund af en gradvis genopblussen af investeringsaktiviteten. Den seneste stigning i usikkerheden omkring de lange renter i forbindelse med lukningen af Hormuzstrædet underminerer imidlertid dette momentum.

Kontorsegmentet er fortsat sektorens største svaghed. Ledighedsprocenten er høj i de fleste avancerede økonomier, da hybride arbejdsmønstre fortsat tynger efterspørgslen. Ikke desto mindre viser der sig tegn på forbedring, især i Europa, hvor både kontorbyggeri og investeringer er vendt tilbage til vækst for første gang siden pandemien, selvom de stadig er meget lave set i et historisk perspektiv. Det skal dog siges, at opsvinget er meget selektivt. Investorer og lejere foretrækker fortsat førsteklasses aktiver på de bedste beliggenheder og med de bedste egenskaber, hvilket forstærker tendensen til »flugt mod kvalitet«, der har omformet sektoren siden Covid-19. Ældre, mindre effektive bygninger kæmper fortsat med faldende efterspørgsel og stigende forældelsesrisici. Tendensen i USA er mere udfordret på baggrund af vedvarende svag efterspørgsel, hvilket kommer til udtryk i de allerede høje ledighedsprocenter, der fortsætter med at stige.

Derimod har detail- og logistikfast ejendom vist sig at være mere modstandsdygtig. Efterspørgslen fra lejere er relativt stabil, understøttet af skiftende forbrugsmønstre og vedvarende behov i forsyningskæden.

Byggematerialer: svag efterspørgsel møder fornyet udbudstryk

Byggematerialesektoren følger fortsat udviklingen i byggeaktiviteten. I de fleste avancerede økonomier, herunder Europa og Nordamerika, samt i Kina, har produktionen stort set været stagnerende på tværs af de vigtigste produktkategorier, fra cement og glas til metaller, plast og kemikalier.

For energiintensive materialer som cement og glas har højere energiomkostninger fået producenterne til at hæve salgspriserne. Den svage efterspørgsel i de efterfølgende led har dog begrænset deres mulighed for fuldt ud at videresende disse stigninger til kunderne. Som følge heraf er marginerne under pres, da virksomhederne kæmper med den dobbelte udfordring af afdæmpede mængder og svag prisfastsættelsesmagt.

Billedet er mere blandet i andre segmenter. Aluminium og petrokemiske produkter er også blevet påvirket af forstyrrelser i handelsstrømmene fra Golfstaterne, hvilket har medført højere omkostninger og øget usikkerhed i dele af forsyningskæden. I hvilket omfang dette pres vil føre til vedvarende prisstigninger eller ændringer i markedsdynamikken, vil afhænge af, hvor længe forstyrrelserne varer, og af producenternes og købernes evne til at tilpasse deres indkøbsmønstre.

Ud over disse konjunkturbetingede udfordringer kæmper branchen fortsat med en igangværende, gennemgribende strukturel omstilling. Byggematerialer er blandt de største industrielle kilder til CO₂-udledninger, især inden for produktion af cement, stål og glas. Derfor er dekarbonisering blevet en strategisk nødvendighed og er drivkraften bag betydelige investeringer i renere teknologier, alternative brændstoffer og mere effektive produktionsprocesser. Den gradvise indførelse af EU’s mekanisme til grænsejustering af CO₂-omkostninger (CBAM) har forstærket denne tendens ved at øge CO₂-omkostningerne ved import og styrke incitamenterne til at reducere emissionerne på tværs af de indenlandske produktionskæder. Selvom disse investeringer er afgørende for sektorens langsigtede konkurrenceevne og for overholdelsen af lovgivningen, udgør de også en stor økonomisk byrde, især for mindre producenter, der anvender ældre og mindre effektive industrielle anlæg.