Kemikalier

Den globale kemikalieindustri er fortsat fastlåst i en nedgang, der skyldes svag efterspørgsel og kronisk overudbud. Siden 2022 har det træg forbrug inden for bygge- og anlægssektoren samt bilindustrien – de to største afsætningsmarkeder – stået i skarp kontrast til aggressive kapacitetsudvidelser, især i Kina. Faldende energipriser har gjort det muligt for producenter i USA og Mellemøsten at øge produktionen, hvilket har forstærket de globale ubalancer og presset marginerne.

Overudbuddet inden for petrokemikalier er fortsat den afgørende udfordring: Kina investerer fortsat i nye anlæg på trods af dårlige marginer, selvom myndighederne overvejer foranstaltninger mod overudbud, herunder modernisering af ældre anlæg for at forbedre udbyttet og bevæge sig op ad værdikæden. I mellemtiden udnytter producenter i USA og Golfstaterne billig etan og lave energiomkostninger til at opretholde en strukturel omkostningsfordel og eksporterer aggressivt grundlæggende petrokemiske byggesten (olefiner, aromater og andre derivater).

Europa står fortsat over for det hårdeste pres. Høje energi- og CO₂-omkostninger undergraver konkurrenceevnen, samtidig med at importen af billige polymerer fra USA og Mellemøsten stiger kraftigt, ligesom den kinesiske eksport af downstream-produkter. Marginerne kollapser, produktionen falder, og lukningen af anlæg accelererer. Opfordringer til statslig indgriben i form af antidumpingtold, energitilskud og lettelser i CO₂-afgiften har indtil videre kun resulteret i udtalelser, men kun begrænsede handlinger.

Også Asien uden for Kina kæmper med udfordringer. Indiens sektor for specialkemikalier vokser på baggrund af efterspørgsel fra medicinal- og landbrugskemikalieindustrien, men står over for amerikanske toldchok, mens Sydkorea oplever et fald i eksporten og konsolidering. Olekemikalier i Malaysia og Indonesien drager fordel af tendenser inden for biobaserede produkter, men er fortsat udsat for den globale overkapacitet. Ud over konkurser omfatter de overlevende virksomheders reaktioner lukning af fabrikker med henblik på modernisering, konsolidering og diversificering mod specialkemikalier og højtydende polymerer. Producenterne i Golfstaterne satser på teknologi til omdannelse af råolie til kemikalier, og store virksomheder omstrukturerer deres porteføljer gennem frasalg og opkøb (f.eks. ADNOC’s opkøb af Covestro for 11,7 mia. EUR).

Gødningsmarkederne har stabiliseret sig, men er fortsat udsat for energiprisudsving og geopolitiske risici. Priserne på kvælstof er steget til 700–800 USD pr. ton på trods af lavere gasomkostninger, mens markederne for fosfat og kaliumchlorid udviser relativ stabilitet på baggrund af et stramt udbud og toldjusteringer.

Den globale kemikaliebranche befinder sig fortsat i en nedgang

Den globale kemikalieindustri er fortsat fastlåst i en langvarig nedgang, hvor kapacitetsudnyttelsen blandt de største producenter er faldet til under 75 %. Svag efterspørgsel kombineret med vedvarende overudbud er drivkraften bag denne tendens, som rammer basiskemikalier hårdest. Siden 2022 har det træg forbrug inden for bygge- og anlægssektoren samt bilindustrien stået over for aggressive kapacitetsudvidelser, især fra Kina, hvis andel af den globale produktionskapacitet inden for centrale basiskemikalier (f.eks. acrylsyre, benzen, propylen, ethylenoxid, soda og styren) nærmer sig 50 %. Denne stigning har presset udnyttelsesgraden globalt og er med til at indsnævre marginerne og lægge pres på priserne. Samtidig har faldende energiomkostninger gjort det muligt for producenter i USA og Mellemøsten at øge produktionen, hvilket forstærker ubalancen og omdirigerer handelsstrømmene mod lavomkostningsregioner.

Efterspørgslen efter kemikalier er fortsat svag i de fleste segmenter, hvilket afspejler generelle økonomiske modvind. Bygge- og anlægssektoren samt bilindustrien, de to største afsætningsmarkeder, trækker fortsat ned på mængderne. Der forventes dog en forbedring i visse geografiske områder for begge sektorer i 2026. Derudover er forbrugerdrevne kategorier såsom skønhedsprodukter og parfumer ved at normalisere sig efter år med rekordvækst. Dette tvinger leverandører af aromastoffer, opløsningsmidler og emballagepolymerer til at justere deres kapacitets- og prisstrategier.

Overudbuddet af petrokemiske produkter er fortsat det afgørende træk ved dagens markeder. Kina illustrerer udfordringen: på trods af svage marginer og kronisk overkapacitet fortsætter investeringerne i nye anlæg. Den kinesiske polyethylenkapacitet forventes endda at stige med yderligere 16 % i 2026 (kilde: JLC). Myndighederne drøfter dog foranstaltninger mod overkapacitet for at dæmpe unødvendig udvidelse. Dette omfatter planer om midlertidigt at lukke ældre petrokemiske anlæg (~40 % af den nationale kapacitet) med henblik på modernisering, der skal forbedre udbyttet og potentielt flytte produktionen længere op i værdikæden. Hvis dette gennemføres, kan tiltaget give sektoren betydelig lindring på mellemlang sigt. Ud over den høje kapacitet i Kina nyder producenterne i USA og Mellemøsten fortsat en strukturel omkostningsfordel i forhold til naphthabaserede konkurrenter (f.eks. Europa) takket være billig etan og moderate energipriser. Dette muliggør en yderst konkurrencedygtig ethylenproduktion og en aggressiv eksport af derivater såsom polyethylen.

Europa tynges af omkostningspres og en importbølge

I lyset af gunstige udbudsforhold og vedvarende svage fundamentale efterspørgselsforhold er de globale priser og marginer fortsat under pres, og Europa bærer den største byrde. Producenter i USA og Mellemøsten udøver pres på det europæiske marked ved at levere billige polymerer, mens Kina øger sin eksport af billigere downstream-produkter såsom PVC og PET. Europæiske virksomheder, der hæmmes af høje energi- og CO₂-omkostninger, mister fortsat konkurrenceevne, hvilket resulterer i indsnævrede marginer, faldende produktion og en stigende bølge af fabrikslukninger.

De seneste indikatorer peger i retning af en langvarig nedgang. I EU-27 er den samlede aktivitet stadig faldende på årsbasis, hvor produktionen ligger 20 % under 2019-niveauet. Tyskland, Europas største kemiproducent, halter fortsat mest bagefter. Erhvervsundersøgelser peger også i retning af en langvarig nedgang: antallet af nye ordrer svækkes fortsat på tværs af kontinentet, og virksomhederne angiver den svage efterspørgsel som den vigtigste faktor, der begrænser deres produktion. Den samlede kapacitetsudnyttelsesgrad ligger også fortsat under 75 %, men ser ud til at stabilisere sig takket være de seneste fabrikslukninger.

De europæiske kemikalieproducenter intensiverer deres opfordringer til regeringsindgreb, i takt med at omkostningspresset eskalerer. Deres krav omfatter antidumpingtold, energitilskud og afskaffelse af CO₂-afgifter. Den politiske reaktion har været trægt, og virkningerne lader endnu vente på sig. For eksempel har EU for nylig fremlagt handlingsplanen for den kemiske industri for at imødegå disse konkurrencebegrænsninger. Tyskland har også foreslået en hjælpepakke (afventer gennemførelse) til energiintensive industrier ved at fastsætte en industriel elpris på 0,05 EUR/kWh fra 2026, sammen med lavere elafgifter og -gebyrer. Ingen af disse foranstaltninger er dog endnu blevet gennemført.

Også Asien, bortset fra Kina, er fortsat under pres. Indiens sektor for specialkemikalier er i vækst på baggrund af efterspørgsel fra medicinal- og landbrugskemikalieindustrien, men det amerikanske toldchok på 50 % vil tvinge til omlægning af handelsruterne og undergrave konkurrenceevnen. Som reaktion herpå har Indien lempet importrestriktionerne på basiskemikalier som PVC og PE fra Kina. Sydkorea står over for faldende eksport og svækket konkurrenceevne på baggrund af svag kinesisk efterspørgsel, hvilket driver konsolideringen (f.eks. Lotte-Hyundai). I mellemtiden drager Malaysias og Indonesiens oleokemikalier fordel af den globale omstilling til biobaserede råvarer, trods overkapacitet og generel svaghed på markedet.

Muligheder midt i nedgangen

Den kemiske sektor gennemgår en konjunkturmæssig afmatning, men der findes stadig områder med modstandsdygtighed. Basiskemikalier, der produceres i stor skala og sælges med små marginer, rammes hårdest. De faldende priser presser de ikke-konkurrencedygtige producenter ud af markedet, omformer handelsstrømmene og koncentrerer markedsandelen i lande med strukturelle omkostningsfordele, især Mellemøsten, USA og Kina. Disse aktører er, selv under pres, bedre rustet til at klare stormen.

Specialkemikalier tegner et andet billede. De produceres i mindre mængder til nicheanvendelser og har højere marginer, hvilket giver dem prisfastsættelsesmagt og begrænset mulighed for substitution. Da der er billigere råvarer til rådighed, klarer specialkemikalieproducenterne sig ofte bedre i nedgangstider.

Denne forskel fører til strategiske skift. Store aktører inden for råvarer udnytter nedgangen til at opgradere infrastrukturen og bevæge sig op ad værdikæden. I Kina fremskynder en politisk drevet »involution« renoveringen af forældede anlæg og omstillingen mod specialkemikalier. Producenterne i Golfregionen udnytter omkostningsfordele og gennemfører opkøb for at udvide deres aktiviteter i downstream-leddet, samtidig med at de investerer i teknologi til omdannelse af råolie til kemikalier – hvilket øger udbyttet af petrokemiske produkter til 70–80 procent mod 10–20 procent ved konventionel raffinering. Derudover bliver midlertidige lukninger af anlæg med henblik på opgraderinger mere almindelige, da virksomhederne søger at positionere sig til produktion af højere værdi, når efterspørgslen igen stiger.

Konsolideringen tager fart, da virksomhederne søger stordrift og innovation. ADNOC’s opkøb af Covestro for 11,7 mia. EUR understreger satsningen på højtydende polymerer og integrerede platforme. Også amerikanske virksomheder omlægger deres porteføljer: Occidental afhænder OxyChem, og DuPont trækker sig ud af aramid-markedet for at skærpe sit fokus på specialprodukter.

Udsigterne er lige så solide i hele Golfregionen. Storskala offentlige udviklingsprogrammer fortsætter med at drive byggeaktiviteten, da landene søger at diversificere deres økonomier ud over kulbrinter. Saudi-Arabiens Vision 2030 og De Forenede Arabiske Emiraters langsigtede strategiske planer understøtter omfattende investeringer inden for transport, energi, industri, turisme, digital infrastruktur og byudvikling. Som følge heraf forventes anlægsarbejder og offentlige arbejder at forblive blandt regionens bedst præsterende byggesegmenter frem til 2027.

Gødningsmarkederne stabiliserer sig, men risiciene består

Gødningspriserne er faldet i forhold til toppen i 2022, men ligger fortsat over gennemsnittet før krisen. Det seneste fald i naturgaspriserne har mindsket produktionsomkostningerne for kvælstofbaserede gødningsmidler, mens de amerikanske toldfritagelser for kvælstof- og fosfatprodukter forbedrer handelsstrømmene og mindsker det indenlandske prispres. Efterspørgslen er fortsat solid, understøttet af afgrødepriserne og den sæsonbestemte såning, men væksten i udbuddet er begrænset og hæmmes yderligere af Kinas strammere eksportkontrol med fosfatgødning, hvilket efterlader markederne sårbare over for energiprisudsving og geopolitiske risici.

Priserne på kvælstof er steget igen til 700–800 USD pr. ton på trods af lavere gasomkostninger, hvilket afspejler et stramt udbud og en stærk sæsonbestemt efterspørgsel. De amerikanske toldfritagelser kan skabe et kortvarigt overudbud og skærpe konkurrencen blandt eksportørerne. Priserne på fosfat har stabiliseret sig, men toldfritagelserne forventes at mindske prisforskellene mellem USA og resten af verden og øge importen fra Marokko og Saudi-Arabien, mens Kinas eksportrestriktioner fortsat begrænser den globale tilgængelighed. Markederne for kaliumchlorid er forholdsvis stabile på 300–350 USD pr. ton, understøttet af et robust udbud fra Canada og Hviderusland samt lav volatilitet i forhold til andre segmenter. På trods af geopolitiske risici er de russiske leverancer fortsat stort set uafbrudt, hvilket styrker markedets stabilitet.