Qatar

Regionale konflikter og forstyrrelser i LNG-forsyningen vejer tungt på væksten

I et scenario med en langvarig krig forventes Qatars vækst at falde kraftigt i 2026 på grund af forstyrrelser i LNG-produktionen og eksportlogistikken samt forstyrrelser i søhandelen gennem Hormuzstrædet. Qatar er en af verdens største LNG-eksportører, men landet er stærkt afhængigt af Hormuzstrædet for sin eksport. Forværringen af de regionale sikkerhedsforhold har haft en betydelig indvirkning på strømmen af kulbrinter. Iranske missilangreb i marts 2026 ødelagde ca. 17 % (to af de 14 flydende anlæg) af Qatars LNG-eksportkapacitet på Ras Laffan-anlægget. Reparationerne anslås at tage tre til fem år. På trods af en delvis genoptagelse efter den regionale våbenhvile fra den 22. april går genopbygningen af anlægget fortsat langsomt og vil forsinke udvidelsen af North Field East med op til et år. Som følge heraf forventes naturgasproduktionen at falde med 20 % og nå op på 130 milliarder kubikmeter (bcm) i 2026, hvilket er et fald i forhold til året før. Der forventes afsmittende virkninger på den ikke-energirelaterede økonomi i form af svagere økonomisk tillid, udskudte investeringsbeslutninger, færre importvarer, et fald i turistaktiviteten (8 % af BNP i 2025) og stramme finansielle vilkår. Usikkerheden omkring de regionale sikkerhedsforhold vil sandsynligvis udskyde projekter i den private sektor og tilstrømningen af udenlandske investeringer. I 2026 forventes antallet af turister at falde med 20 % i forhold til året før (år-til-år) til ca. 4 millioner, hvilket vil påvirke udsigterne for andre turistrelaterede sektorer, såsom detailhandel og transport, negativt. Industriproduktionen, herunder petrokemikalier og gødning, vil ligeledes opleve lavere produktion og rentabilitet, da den er stærkt afhængig af gas som råmateriale. Forstyrrelser i eksportruterne vil også hæmme eksporten af helium, hvor Qatar dækker en tredjedel af den globale efterspørgsel. Stigende produktionsomkostninger, lavere tillid og svagere efterspørgsel vil også påvirke byggesektoren (ca. 10 % af BNP). Byggevirksomheder vil stå over for projektforsinkelser, længere betalingsfrister og strammere finansielle vilkår.

Inflationspresset vil stige moderat som følge af vedvarende pres på importerede varer (dvs. fødevarer, drikkevarer, biler, bildele, tekstil- og beklædningsprodukter) samt de ekstra fragt- og omdirigeringsomkostninger, der er forbundet med konflikten. Dette vil lægge en dæmper på husholdningernes købekraft, herunder for udlændinge med lav indkomst, og svække den private efterspørgsel. De fastsatte priser og den faste valutakurs bør dog begrænse inflationsgennemslaget. På trods af indførelsen af likviditetsstøtte gennem reservekrav og øget finansiering via repo-auktioner, der har til formål at opveje krigens indvirkning, forventes den pengepolitiske kurs ikke at blive lempet hurtigt. Dette afhænger af de skridt, som den amerikanske centralbank (Federal Reserve) tager som reaktion på det stigende inflationspres, i betragtning af dinarens fastkurspolitik over for den amerikanske dollar.

Forstyrrelser i energieksporten svækker de finanspolitiske og eksterne balancer

Angrebene på energiinfrastrukturen i Ras Laffan og lukningen af Hormuzstrædet vil medføre, at Qatars overskud på betalingsbalancens løbende poster stort set forsvinder i 2026 som følge af faldet i eksporten af kulbrinter, petrokemiske produkter og tjenesteydelser. LNG-eksporten, der udgør ca. 80 % af Qatars gaseksport, forventes at falde med 40 % i 2026 sammenlignet med 2025, da landet er fuldstændig afhængigt af Hormuzstrædet til at transportere sine eksportvarer. Sikkerhedsbekymringer og tab af tillid vil påvirke eksporten af tjenesteydelser negativt ved at reducere turismen og transporten. Blokaden af Hormuzstrædet har logistisk isoleret landet og forhindrer containerskibe i at sejle gennem Hormuz, hvilket bremser importmængderne. Dette har tvunget Qatar til at skifte til luft- og vejtransport. Da luftfragt imidlertid ikke kan matche skibes enorme kapacitet, forventes importen at styrtdykke, hvilket delvist vil opveje faldet i eksporten.

Lavere energiindtægter (som udgør 80 % af de samlede skatteindtægter) og ikke-energiindtægter vil begge øge det offentlige underskud. Energiindtægterne vil blive påvirket af faldet i eksporten som følge af lukningen af Hormuzstrædet, mens ikke-energiindtægterne vil blive påvirket af reduceret indenlandsk aktivitet og færre turister. For at afbøde virkningerne af den regionale krig har myndighederne annonceret målrettede finanspolitiske stimuleringsforanstaltninger, der har til formål at støtte virksomhederne og styrke investorernes tillid. Disse foranstaltninger omfatter direkte økonomisk støtte, såsom tilskud, der dækker op til 40 % af de støtteberettigede udgifter, samt incitamentsprogrammer til støtte for projekter til en værdi af ca. 2,8 mia. QAR. Disse foranstaltninger vil også bidrage til en forøgelse af det offentlige underskud. Dette forventes dog ikke at udgøre strukturelle risici for de offentlige finanser på kort sigt, da landet nyder godt af et relativt lavt gældsniveau og betydelige stødpuder, herunder anslået 600 mia. USD (ca. 200 % af BNP) i statens investeringsfond, Qatar Investment Authority (QIA), samt internationale reserver svarende til 70 mia. USD (næsten 26 måneders import).

Geopolitiske spændinger i regionen udgør den største risikokilde

Qatar nyder godt af et stabilt indenrigspolitisk miljø, der er kendetegnet ved en centraliseret beslutningsstruktur. Der findes ingen større politiske fraktioner, da regeringen står samlet bag emiren, som udpeger den. Den politiske stabilitet forventes at fortsætte, da den lokale befolkning i vid udstrækning er tilfreds med sin livskvalitet på trods af den seneste stigning i inflationen som følge af krigen i Iran og med sin levestandard, delvis takket være sociale udgifter og subsidier.

Qatar har opretholdt afbalancerede diplomatiske relationer på den internationale scene. Landet vil sandsynligvis fortsat positionere sig som en diplomatisk mægler, der støtter mæglingsbestræbelser og regional dialog mellem regionale og globale aktører. Qatars forhold til Iran afspejler en vis grad af strukturel indbyrdes afhængighed; de to lande deler verdens største naturgasfelt, North Field/South Pars, og har oplevet øgede spændinger siden krigens udbrud i februar 2026. Iranske angreb nåede ind på qatarisk territorium under konflikten, hvilket eskalerede spændingerne mellem de to lande på trods af tidligere samarbejdsrelationer. Forholdet til Tyrkiet forventes at forblive stærkt, understøttet af tæt politisk samhørighed, forsvarssamarbejde og handelsforbindelser. Mens Qatar fortsat er en vigtig investeringskilde for Tyrkiet, udgør Tyrkiet en yderligere sikkerhedsmæssig og strategisk tilstedeværelse ud over Qatars traditionelle vestlige partnere. Siden afslutningen af deres regionale diplomatiske brud i 2021 har Qatar forbedret sine relationer med GCC-partnerne. Den strategiske konkurrence med visse partnere i Golfstaterne, såsom De Forenede Arabiske Emirater, vil dog sandsynligvis fortsætte inden for luftfart, regionale investeringer, regional indflydelse og logistikaktiviteter. Qatar er vært for en af de største amerikanske militærbaser i Mellemøsten, hvilket styrker landets strategiske partnerskab med USA og dets sikkerhedsmæssige position i regionen. De bilaterale bånd er stærke takket være forbindelserne inden for energi, handel og investeringer mellem de to lande. Efter en amerikansk-israelsk intervention i Iran vil Qatar imidlertid blive mere udsat for regionale spændinger og deres konsekvenser, såsom Irans lukning af Hormuzstrædet, der er transitpassagen for Qatars eksport og størstedelen af landets import.

Opdateret: juni 2026