USA
Europa
Kina
Indien
Hong Kong
SchweizOpsvinget tager fart, men der er stadig risici
Væksten forventes at stige markant igen i 2026, hovedsageligt drevet af stærkere privatforbrug (ca. 50 % af BNP) og en forbedring i investeringsaktiviteten (ca. 25 % af BNP). Et fald i inflationen mod Bank of Israels officielle målinterval på 1–3 % forventes at understøtte forbrugertilliden og muliggøre vedvarende nedsættelser af styringsrenten, hvilket vil sænke låneomkostningerne for husholdninger og virksomheder. En lavere militær mobilisering og den gradvise normalisering af de økonomiske forhold – herunder tilbagevenden af udenlandske arbejdstagere inden for landbrug og byggeri, hvilket vil øge udbuddet af arbejdskraft – bør yderligere understøtte forbrugerudgifterne. Efter et fald i 2023 og 2024 forventes investeringerne også at rette sig op, understøttet af øgede kapitaludgifter inden for energi (især naturgas), IKT og infrastruktur. En vedvarende forbedring af sikkerhedssituationen og en varig våbenhvile kan ligeledes føre til et opsving i indtægterne fra turismen (svarende til ca. 2,5–3 % af BNP i årene før krisen), hvilket vil styrke opsvinget i den indenlandske efterspørgsel og øge den samlede vækstdynamik.
Risiciene for udsigterne er fortsat skæve i nedadgående retning. En forværring af sikkerhedssituationen vil sandsynligvis forstyrre det igangværende opsving ved at svække tilliden, bremse normaliseringen af arbejdsmarkedet og afskrække virksomhederne fra at investere. Langvarig usikkerhed vil også forsinke ansættelsesbeslutninger og lægge en dæmper på produktivitetsgevinster. Handelsrelaterede risici forværrer sårbarheden. Selvom lægemidler og halvledere, som tilsammen udgør tæt på 40 % af Israels eksport, i øjeblikket er undtaget fra de amerikanske toldforanstaltninger, vil undtagelsen muligvis ikke vare ved. Hvis USA skulle indføre en told på 25 % på disse sektorer, kunne Israels effektive toldsats på eksporten til USA stige fra omkring 11 % til ca. 22 %, hvilket ville svække eksportens konkurrenceevne og lægge en dæmper på vækstudsigterne.
Øget importefterspørgsel vil mindske det eksterne overskud, men budgetunderskuddet vil forblive stort
Overskuddet på de løbende poster forventes at blive mindre som følge af en stærkere importefterspørgsel efter forbrugsgoder og udstyr i denne efterkrigstid. Som følge heraf vil handelsbalancen for varer sandsynligvis fortsat være i underskud, anslået til omkring 4 % af BNP. Tjenesteydelsesbalancen forventes at forblive i overskud, primært understøttet af it-tjenester samt forskning og udvikling. Forbedrede forhold i turistsektoren bør yderligere styrke tjenesteeksporten og bidrage til at opretholde et overskud på tjenesteydelser på tæt på 6 % af BNP. Primærindkomstbalancen forventes at forblive i et beskedent underskud (omkring 0,5 % af BNP), hvilket i høj grad afspejler hjemtagning af overskud fra udenlandskejede virksomheder samt rentebetalinger. Derimod forventes den sekundære indkomstbalance at forblive i overskud (omkring 2 % af BNP), hvilket i høj grad afspejler overførsler fra diasporaen og fortsat officiel støtte fra USA. På trods af et mindre overskud på betalingsbalancens løbende poster vil Israels netto internationale investeringsposition (NIIP) forblive stærk. I den henseende steg overskuddet af Israels eksterne aktiver i forhold til passiverne med næsten 7 % i 3. kvartal 2025 sammenlignet med det foregående kvartal til ca. 260 mia. USD. I samme periode steg beholdningen af udenlandske direkte investeringer i Israel med 3,7 % til 287 mia. USD, mens forpligtelserne i forbindelse med porteføljeinvesteringer steg med 2,5 % til 262 mia. USD. Israel vil derfor fortsat være en nettokreditor over for resten af verden. Derudover vil landets internationale reserver, som i november 2025 lå på omkring 230 mia. USD (ca. 40 % af BNP), fortsat udgøre en stærk buffer og understøtte landets solide eksterne position.
Det forventes, at det finanspolitiske underskud vil blive indsnævret i 2026, da den stigende vækst øger skatteindtægterne, og de midlertidige konfliktrelaterede udgifter nedskæres. Forsvarsudgifterne forventes at blive reduceret til omkring 6-6,5 % af BNP i 2026 sammenlignet med et højdepunkt på 9 % i 2024. Samtidig bør en aftagende inflation og lavere renter reducere finansieringsomkostningerne og dermed understøtte budgetsaldoen. Den forventede forbedring vil derfor skyldes den økonomiske genopretning og afviklingen af ekstraordinære foranstaltninger snarere end en stram finanspolitisk stramning. Da forsvarsudgifterne desuden fortsat er høje sammenlignet med perioden før krigen, og den finanspolitiske konsolidering er forsinket, forventes den offentlige gældskvote at forblive høj. Risiciene forbundet med den finanspolitiske situation vil dog være lave, da Israel fortsat vil kunne regne med let adgang til indenlandske og internationale kapitalmarkeder til finansiering af det finanspolitiske underskud.
Risikoen for endnu en krig
Israels udenrigspolitik vil fortsat primært være fokuseret på regional sikkerhed. Israel har formelle fredstraktater med Egypten og Jordan, som danner rammen for diplomatiske forbindelser og løbende samarbejde. Forbindelserne med Egypten omfatter praktisk koordinering inden for energisektoren, især gennem aftaler om produktion, transit og eksport af naturgas i det østlige Middelhavsområde. Fredstraktaten med Jordan understøtter samarbejdet på områder som grænseforvaltning, handel og vandressourcer. Disse bilaterale rammer eksisterer side om side med et bredere regionalt miljø, der er præget af vedvarende sikkerhedsmæssige spændinger, især i forbindelse med Gaza. Selvom våbenhvilen i Gaza, der blev formidlet under den amerikanske fredsaftale, har mindsket de umiddelbare spændinger, er det usikkert, om den vil vare ved på grund af de vage bestemmelser og uafklarede politiske spørgsmål, hvilket giver mulighed for en fornyet eskalering. Forbindelserne mellem Israel, Bahrain, De Forenede Arabiske Emirater og Marokko i henhold til Abraham-aftalerne fra 2020, der normaliserede landenes diplomatiske, økonomiske og sikkerhedsmæssige bånd, forventes formelt at forblive intakte. Samarbejdet vil dog sandsynligvis forblive pragmatisk, da konflikten i Gaza og den bredere regionale ustabilitet har skærpet følsomhederne og genantændt den uløste palæstinensiske sag i den indenlandske opinion. Fremdriften mod normalisering med andre arabiske lande, især Saudi-Arabien, forventes at forblive sat på hold. Desuden udgør spændingerne langs Israels nordlige grænse til Libanon og angrebene mod Hizbollah, hvis afvæbning stadig er uafklaret, også nedadgående risici. Forholdet mellem Israel og Iran forventes at forblive meget anspændt efter eskaleringerne i 2025. Selvom Israel ikke er direkte involveret, fortsætter de begrænsede fremskridt i forhandlingerne mellem USA og Iran om Irans atomprogram med at præge Israels strategiske miljø og tyder på vedvarende regionale sikkerhedsspændinger ind i 2026. Forbindelserne med Tyrkiet vil sandsynligvis fortsat være følsomme over for udviklingen i Gaza og den bredere region (Syrien osv.). Forholdet til USA forventes at forblive stærkt, men sandsynligvis mere komplekst. Uenigheder om Gaza-konflikten kan skabe diplomatiske spændinger, mens amerikansk pres på den regionale styring kan begrænse det politiske råderum.
På hjemmefronten vil de politiske spændinger forblive høje frem mod parlamentsvalget i 2026, der skal afholdes senest den 27. oktober. Dette kan komplicere den politiske beslutningstagning og bidrage til social polarisering på baggrund af uafklarede debatter om institutionelle, sikkerhedsmæssige og finanspolitiske spørgsmål. Især uenighed blandt koalitionspartnerne om prioriteterne for udgifterne efter krigen og de finanspolitiske foranstaltninger har forsinket forhandlingerne om 2026-budgettet. Ifølge de gældende regler kan manglende vedtagelse af budgettet inden udgangen af marts 2026 udløse et snapvalg, hvilket vil skabe yderligere usikkerhed om de finanspolitiske rammer. Desuden kan enhver yderligere forværring af situationen i Gaza eller en generel forværring af sikkerhedssituationen i regionen underminere tilliden og medføre negative afsmittende virkninger på turismen og de private investeringer. Dette kan dæmpe den økonomiske fremdrift gennem forsinkede investeringsbeslutninger og svagere efterspørgsel.