Kuwait

Regional konflikt og olieschok fører til økonomisk nedgang

I tilfælde af en langvarig konflikt i Iran vil Kuwaits makroøkonomiske udsigter forværres betydeligt på grund af landets store afhængighed af kulbrintesektoren (næsten 45 % af BNP), dets fuldstændige afhængighed af Hormuzstrædet til olieeksport og den begrænsede økonomiske diversificering. Forstyrrelser i olieproduktionen og -eksporten er den primære årsag til den økonomiske nedgang, hvilket direkte påvirker den samlede økonomiske aktivitet og smitter af på den ikke-oliebaserede økonomi gennem svækket tillid, udskudte investeringer, strammere finansielle vilkår og lavere offentlige indtægter. Kuwait er et af de Golfstater, der er mest afhængige af Hormuzstrædet for sin eksport af kulbrinter, idet 100 % af eksporten passerer gennem dette stræde. Forstyrrelser i skibsfarten i Hormuzstrædet tvang Kuwait til at reducere olieproduktionen til omkring 500.000 tønder om dagen (bpd), ned fra næsten tre millioner bpd før krigens udbrud. De forværrede sikkerhedsforhold vil også påvirke rejseaktiviteten, forsyningskæderne samt eksporten og importen af ikke-oliebaserede varer. Derudover kan importen af LNG fra Qatar, som er afgørende for den indenlandske elproduktion, blive udsat for logistiske og sikkerhedsmæssige udfordringer. Dette vil lægge pres på den indenlandske energiforsyning og elproduktionskapaciteten.

Samtidig forventes det inflationspres at stige, primært på grund af eksterne faktorer. Højere importomkostninger som følge af forstyrrelser i forsyningskæden og stigende globale fragtpriser vil sandsynligvis bidrage til den indenlandske inflation, især via fødevarepriserne. Dette understreger Kuwaits sårbarhed over for importeret inflation, trods relativt moderate indenlandske efterspørgselsforhold. I denne situation forventes pengepolitikken fortsat at være under pres. Kuwaits dinar er forankret i en valutakurv med en betydelig andel af dollar, hvilket begrænser centralbankens mulighed for at afvige fra den amerikanske pengepolitik. Som reaktion herpå har centralbanken i stedet for at justere rentesatserne skiftet fokus mod makroprudentielle støtteforanstaltninger, herunder lempelse af likviditets- og kapitalkrav, frigivelse af kapitalbuffere og forøgelse af bankernes udlånskapacitet. Disse foranstaltninger har til formål at opretholde kreditstrømmene og afbøde de økonomiske konsekvenser af konflikten. Disse foranstaltninger understøtter dog primært de finansielle forhold snarere end at stimulere kreditefterspørgslen direkte. Derfor er pengepolitikken kun delvist effektiv som stabiliseringsværktøj.

Faldet i indtægterne fra kulbrinter medfører en forværring af de offentlige finanser og betalingsbalancen

Den finanspolitiske situation forventes at forværres kraftigt, hovedsageligt på grund af Kuwaits store afhængighed af indtægter fra kulbrinter, som udgør 90 % af de samlede skatteindtægter. Et fald i olieproduktionen og -eksporten vil direkte svække statens indtægter. Samtidig vil udgiftspresset stige, da regeringen søger at afbøde krisens indvirkning på den indenlandske økonomi. Kuwait råder over betydelige finansielle reserver, herunder anslået 1 billion USD i aktiver i Kuwait Investment Authority (KIA), landets statslige investeringsfond (ca. 650 % af BNP). Disse aktiver vil gøre det muligt for finanspolitikken at bevare fleksibiliteten og afbøde konfliktens indvirkning på økonomien.

Betalingsbalancen vil blive svækket på grund af landets afhængighed af eksport af kulbrinter. Forstyrrelser i olieeksporten vil påvirke eksportindtægterne (ca. 90 % af det samlede beløb), mens forhøjede fragtomkostninger og begrænsninger i forsyningskæden vil øge importomkostningerne og dermed yderligere reducere det eksterne overskud. Derudover er Kuwaits eksport stærkt afhængig af energisektoren. Uden alternative eksportkilder vil et fald i olieindtægterne direkte påvirke landets eksterne stilling. Endelig kan Kuwait ikke uden videre reducere importudgifterne for at stabilisere handelsbalancen, da import af fødevarer og udstyr er uundværlige fornødenheder.

På trods af disse pres, som forstærkes af et strukturelt underskud på tjenesteydelser og pengeoverførsler, udgør centralbankens internationale reserver (der dækker omkring 10 måneders import) og betydelige buffere i landets statslige investeringsfond en vigtig stødpude mod eksterne chok. En langvarig forstyrrelse vil dog føre til en mere markant udhuling af overskuddet på de løbende poster og dermed forstærke økonomiens strukturelle sårbarhed over for udsving på markedet for kulbrinter.

Regional geopolitik udgør de største risici

De politiske risici i Kuwait skyldes en kombination af indenlandske institutionelle gnidninger og øgede regionale spændinger, som tilsammen øger den økonomiske usikkerhed. Indenlands resulterer tilbagevendende friktion mellem regeringen og parlamentet (suspenderet i 2024) ofte i forsinkelser af centrale økonomiske og finanspolitiske reformer. Denne institutionelle stivhed begrænser regeringens evne til hurtigt og beslutsomt at reagere på økonomiske chok, især hvad angår finanspolitisk konsolidering, reform af subsidier og økonomisk diversificering.

I regionen er de geopolitiske risici steget betydeligt som følge af krigen i Iran og lukningen af Hormuzstrædet. På grund af landets nærhed til konfliktområdet og den store afhængighed af maritime eksportruter oplever Kuwait direkte afsmittende virkninger, herunder forstyrrelser i olieeksporten, handelsstrømmene og investorstemningen. Selvom Kuwait har stærke forsvarspartnerskaber – for eksempel med USA – fungerer disse partnerskaber hovedsageligt som en stabiliserende faktor snarere end at yde fuld beskyttelse mod regionale afsmittende virkninger. Derfor vil Kuwait sandsynligvis fortsat være stærkt udsat for øgede geopolitiske risici.

Senest opdateret: maj 2026