Tyrkiet

Væksten forventes at stige i takt med en gradvis afvikling af inflationen

Den underliggende vækstprofil forventes at forblive relativt afdæmpet i den tyrkiske økonomi i resten af 2026, hvilket afspejler stramme finansielle forhold (begrænset udlånsvækst, høje realrenter) og svagere ekstern efterspørgsel. Det private forbrug (ca. 55 % af BNP) vil sandsynligvis forblive svagt på kort sigt, da høje låneomkostninger, en langsommere realkreditvækst (ca. 25 % pr. juli 2026 mod en årlig inflation på 31,8 %) og den kumulative forringelse af husholdningernes købekraft alle bremser de diskretionære udgifter. Ikke desto mindre bør en relativ stigning i reallønningerne og det gradvise fald i inflationen forhindre en mere markant svækkelse af husholdningernes efterspørgsel. Investeringerne (ca. 30 % af BNP) vil sandsynligvis også fortsat være ujævne: høje finansieringsomkostninger, svagere rentabilitet og usikkerhed om efterspørgselsudsigterne vil fortsat lægge en dæmper på den private sektors investeringer, især for mindre virksomheder, mens større virksomheders investeringer i maskiner, automatisering og produktivitetsforbedringer forventes at vise sig mere modstandsdygtige. Da pengepolitikken forventes at blive gradvist lempeligere, og disinflationen forbedrer husholdningernes købekraft, vil forholdene for den indenlandske efterspørgsel forbedres i 2027. Det private forbrug bør derfor genvinde fart, mens lavere finansieringsomkostninger og stigende erhvervstillid bør understøtte et bredere opsving i investeringerne. Normaliseringen af den indenlandske efterspørgsel, der potentielt vil blive forstærket af en mere lempelig finanspolitisk kurs forud for valgcyklussen (som er planlagt til 2028, men forventes at finde sted engang i 2027), bør føre til en accelereret vækst. Den deraf følgende stærkere efterspørgsel kan dog yderligere komplicere den afsluttende fase af disinflationsprocessen.

På sektorniveau forventes bilindustrien at forblive relativt modstandsdygtig, understøttet af eksporten og integrationen i de europæiske forsyningskæder. Aktiviteten forventes at tage gradvist til i 2027, i takt med at finansieringsvilkårene lempes, og den indenlandske efterspørgsel genoprettes. Tekstil- og beklædningssektorerne vil sandsynligvis fortsat være under pres på grund af høje lønomkostninger og konkurrence fra producenter med lavere omkostninger. Forholdene kan dog stabilisere sig i 2027, især i segmenter med højere værditilvækst. Turismen forventes at forblive relativt stærk trods den geopolitiske usikkerhed og svagere priskonkurrenceevne. Udsigterne for sektoren bør forbedres yderligere i 2027, forudsat at de regionale spændinger mindskes.

Disinflationstendensen forventes at fortsætte, men i et relativt gradvist tempo. Forbedringen vil i første omgang være knyttet til svagere efterspørgsel, en stram kreditpolitik og en gunstig baseeffekt, mens inflationen på tjenesteydelser (især huslejer og andre bagudrettede komponenter såsom uddannelse) sandsynligvis vil være betydeligt mere træg end varainflationen. Samtidig er inflationsudsigterne fortsat udsat for betydelige opadgående risici fra energi- og fødevarepriser, geopolitiske udviklinger og valutakursgennemslag. På denne baggrund forventer vi, at centralbanken vil fastholde en forsigtig, datadrevet lempelsescyklus, hvor den prioriterer at opretholde tilstrækkeligt høje realrenter frem for at gennemføre hurtige nominelle rentenedsættelser. Mulighederne for pengepolitisk lempelse bør øges yderligere i 2027, da den samlede og den underliggende inflation forventes at aftage. Da den økonomiske aktivitet dog sandsynligvis vil styrkes, og finanspolitikken potentielt vil blive mere understøttende forud for valget, vil centralbanken være nødt til nøje at afstemme tempoet i rentenedsættelserne for at forhindre, at et tidligt opsving i kreditgivning og forbrug undergraver disinflationsprocessen.

Mulig mindre lempelse af finanspolitikken forud for valget samt et mindre underskud på betalingsbalancen

Tyrkiets finanspolitiske situation forventes gradvist at blive bedre, selvom tilpasningen næppe vil forløbe lineært. Normaliseringen af udgifterne til genopbygning efter jordskælvet (anslået til omkring 91 mia. USD i perioden 2023-2025), fortsat stærke nominelle skatteindtægter (en stigning på 40 % på årsbasis i perioden januar-juli 2026) og større udgiftsdisciplin bør understøtte den finanspolitiske konsolidering. Samtidig vil høje renteudgifter (ca. 15 % af de samlede udgifter), løn- og pensionsjusteringer i den offentlige sektor samt andre forpligtelser vedrørende sociale udgifter sandsynligvis bremse tempoet i forbedringerne. Efterhånden som inflationen aftager, vil den støtte, som den høje inflation giver de nominelle skatteindtægter, gradvist mindskes, hvilket gør en strammere kontrol med de løbende offentlige udgifter og forbedringer af udgiftseffektiviteten stadig vigtigere for at muliggøre en vedvarende finanspolitisk konsolidering. Derudover kan finanspolitikken blive mindre restriktiv, efterhånden som valgene nærmer sig, idet præsident- og parlamentsvalg i øjeblikket er planlagt til 2028 eller muligvis tidligere. Samlet set udgør den relativt lave og stabile offentlige gældsbyrde en vigtig stødpude og placerer Tyrkiet i en forholdsvis gunstig position blandt vækstøkonomierne. Da pengepolitikken imidlertid forventes at blive lempet, og den indenlandske efterspørgsel at rette sig op, vil det være vigtigt at opretholde en tilstrækkelig restriktiv finanspolitisk kurs, især for at sikre, at finanspolitikken ikke modarbejder disinflationsprocessen.

Udenrigsbalancen forventes at forblive stærkere end i tidligere perioder med vækst drevet af indenlandsk efterspørgsel. Strammere finansielle vilkår og det stadig moderate tempo i det private forbrug forventes på kort sigt fortsat at virke som en bremse på importefterspørgslen, mens turisme (10 % af BNP) og indtægter fra andre tjenesteydelser udgør en vigtig kilde til valutaindtægter. Energibalancen (nettoimporten af energi udgjorde omkring 3 % af BNP i 2025) vil fortsat være en vigtig faktor for udsigterne, hvilket gør betalingsbalancens løbende poster følsom over for udviklingen i de globale olie- og naturgaspriser. I kølvandet på disinflationen og den lempede pengepolitik forventes opsvinget i det private forbrug og investeringerne at skabe en stærkere efterspørgsel efter import af forbrugsgoder og udstyr, som i 2025 udgjorde henholdsvis 18 % og 15 % af den samlede import. Ikke desto mindre bør fortsat eksportvækst, turisme og en mere afbalanceret sammensætning af væksten (mindre kreditintensiv og importorienteret) gøre det muligt for betalingsbalancestillingen at blive yderligere forbedret på trods af den øgede økonomiske aktivitet. Dette vil udgøre en vigtig kvalitativ forbedring af Tyrkiets vækstprofil ved at reducere landets behov for ekstern finansiering og sårbarheden over for ændringer i den globale risikovillighed. Hvorvidt denne tilpasning vil være varig, afhænger i sidste ende af, at konkurrenceevnen opretholdes, og at andelen af langsigtet finansiering, især direkte udenlandske investeringer, øges, mens en fortsat opbygning af internationale reserver vil udgøre en yderligere stødpude mod eksterne chok. Forbedringen af betalingsbalancen bør lette denne opbygning. Tendensen er allerede tydelig, idet de samlede internationale reserver er steget til 178,4 mia. USD (omkring 110 % af Tyrkiets kortfristede udlandsgæld) og nettoreserverne eksklusive swaps nåede op på 50,6 mia. USD pr. august 2026, hovedsageligt drevet af centralbankens nye valutakøb og højere globale guldpriser.

Stigende diplomatisk rolle i en ustabil region, indenrigspolitisk fokus på valget

Tyrkiets geopolitiske position rummer både betydelige muligheder og risici. Landets strategiske beliggenhed, NATO-medlemskab og økonomiske bånd til Afrika, Centralasien, Europa og Mellemøsten har styrket dets betydning i en tid med voksende global fragmentering. Forbedrede relationer med EU – hvilket især vil indebære fremskridt i moderniseringen af toldunionen (landbrug og tjenesteydelser er udelukket, men Tyrkiet skal tilpasse sig EU’s frihandelsaftaler) samt styrket samarbejde inden for forsvar og den industrielle sektor – vil øge eksporten og de direkte udenlandske investeringer. Tyrkiets evne til at opretholde gode forbindelser med USA, EU, Rusland, Ukraine og Golfstaterne har styrket landets rolle som regionalt knudepunkt inden for handel, energi og diplomati. Samtidig udgør landets nærmeste naboer en betydelig geopolitisk risiko. Stabilisering og genopbygning i Syrien kunne skabe muligheder for tyrkiske virksomheder inden for bygge-, handels- og infrastruktursektorerne. En genopblussen af regionale spændinger kunne dog øge ustabiliteten. En langvarig og omfattende konflikt, der fører til afbrydelser i de regionale energistrømme, vil være særligt skadelig for Tyrkiet på grund af stigende energiimportomkostninger, en afmatning i turismen, et stigende underskud på betalingsbalancens løbende poster, en kraftig stigning i inflationen og valutapresset.

Den indenrigspolitiske udvikling vil sandsynligvis fortsat være en vigtig kilde til usikkerhed i 2026-2027, især da opmærksomheden gradvist vil skifte mod det næste præsident- og parlamentsvalg, der i øjeblikket er planlagt til 2028. Et tidligere valg kan dog ikke udelukkes. En sådan beslutning vil kræve et flertal på tre femtedele i parlamentet, hvilket betyder, at regeringsalliancen vil have brug for støtte uden for sin nuværende parlamentariske blok.

Betaling

Traditionelle kreditbetalingsinstrumenter er stadig i almindelig brug på det tyrkiske hjemmemarked, da de ofte fungerer som omsættelige værdipapirer. Dette gælder for gældsbreve, som er en løsning, der ofte anvendes af SMV'er i forbindelse med kommercielle transaktioner. Tilsvarende fungerer postdaterede checks både som betalingsmiddel og som kreditinstrument. Checks cirkulerer på det indenlandske marked som omsættelige værdipapirer indtil deres forfaldsdato. En lovændring, der trådte i kraft den 15. juli 2016, pålægger den person, der er ansvarlig for en »afvist check«, en bøde. Hvis bøden ikke betales, kan sanktionen omdannes til en fængselsstraf på op til 1.500 dage. I sådanne tilfælde finder hverken afregning eller forudbetaling sted. Desuden får udstederen af en ikke-indløst check efterfølgende forbud mod at udstede checks eller åbne checkkonti. Forbuddet ophæves efter betaling af checkbeløbet eller ti år efter domstolens afgørelse. Selvom bankerne nu er forpligtet til at udvise større årvågenhed med hensyn til deres kunders profiler, indeholder loven om checks, der trådte i kraft i december 2009, bestemmelser om store økonomiske sanktioner, som checkudstederen skal betale i tilfælde af manglende betaling.

Det elektroniske SWIFT-netværk er veletableret i tyrkiske bankkredse og udgør det mest anvendte instrument til internationale betalinger.

Inddrivelse af gæld

MINDELIG FASE

Udenretslige procedurer, der indebærer fremsendelse af et formelt betalingskrav efterfulgt af gentagne telefonopkald, er fortsat en relativt effektiv metode. Besøg på stedet kan også bane vejen for at genoprette kommunikationen mellem leverandører og kunder og dermed øge chancerne for at gennemføre vellykkede forhandlinger. Civilsagsprocesloven fastslår specifikt, at dommeren til enhver tid under en retssag kan tilskynde til en mindelig bilæggelse af tvisten, forudsat at dette skyldes et reelt ønske fra parternes side om at søge en udenretslig løsning gennem en forhandlet aftale.

Loven om mægling i civile tvister fastsætter, at mægling kun skal anvendes til løsning af privatretlige konflikter, der udspringer af handlinger eller transaktioner foretaget af de berørte parter, som har kompetence til at bilægge sådanne konflikter. Parterne kan til enhver tid henvende sig til en mægler for at fortsætte, afslutte eller opgive processen.

Afhængigt af skyldnerens solvens kan vilkårene for aftalen variere fra fuld betaling over afdrag til en delvis betaling som endelig afregning. I mangel af en frivillig forligsaftale er truslen om en konkursbegæring (iflâs) en hyppigt anvendt taktik for at fremprovokere en reaktion fra skyldneren og tilskynde vedkommende til at betale restancerne.

Retsforfølgning

Gældsinddrivelsesprocedure – via en administrativ myndighed

 Omsættelige værdipapirer, såsom veksler, gældsbreve og checks, giver kreditorer mulighed for (uden at indhente en forudgående retsafgørelse) direkte at henvende sig til tvangsfuldbyrdelseskontoret (Icra Dairesi) for at få forkyndt et betalingspåbud for skyldneren. De kan derefter, hvis det er nødvendigt, fortsætte med beslaglæggelse af skyldnerens aktiver. Beslaglæggelse er en proces, der indledes med udfærdigelse af et betalingspåbud, som derefter forkyndes for skyldneren. Hvis der ikke gøres indsigelse mod påbuddet, afhændes skyldnerens aktiver for at dække fordringerne. Hvis skyldneren ikke accepterer påbuddet, har vedkommende mulighed for at anmode om, at kreditor godtgør fordringen ved en domstol. Gældsætteren har ti dage til at indfri det pågældende restbeløb eller fem dage til at henvende sig til fuldbyrdelsesretten og gøre indsigelse mod betalingen med den begrundelse, at f.eks. underskriften på dokumentet ikke er hans egen, eller at gælden ikke længere eksisterer.

Hvis kreditor beslutter at forkynde en betalingspåbud for skyldneren, selv om kreditor ikke er i besiddelse af omsættelige værdipapirer, såsom veksler, gældsbreve og checks, kan skyldneren gøre indsigelse mod betalingspåbuddet inden for 7 dage efter modtagelsen. Denne indsigelse suspenderer tvangsfuldbyrdelsesproceduren, indtil kreditor anlægger og vinder en sag om annullering af indsigelsen vedrørende sit krav. Med den bestemmelse, der trådte i kraft den 1.1.2019, blev henvendelse til mægleren en forudsætning for sager, der anlægges mod krav om betaling af et bestemt pengebeløb og erstatning. For at kreditor kan anlægge sag om annullation af indsigelsen og dermed genoptage fuldbyrdelsesproceduren, skal vedkommende derfor først henvende sig til mægleren.

Hvis indsigelsen anses for at være misbrug, kan skyldneren pålægges store bøder.

Retssag – behandlet af retten

Hvis de forudgående retslige procedurer for inddrivelse af gælden fra partneren/leverandøren mislykkes, kan der anlægges sag mod debitor ved handelsretterne. Handelsretten (asliye ticaret mahkemeleri), som er en specialiseret afdeling ved førsteinstansretten, er kompetent til at behandle handelstvister og insolvenssager. I tilfælde, hvor gyldigheden af kravet bestrides, er den eneste mulighed at indlede en almindelig retssag ved at indgive en stævning med henblik på at møde i retten.

Hvis Tyrkiet ikke har indgået en bilateral traktat eller en gensidighedstraktat med sagsøgerens land, skal sagsøgeren stille en sikkerhedsstillelse, judicatum solvi, over for den kompetente lokale domstol. Dette beløb udgør ca. 15 % af kravet. Det samme gælder for tyrkiske sagsøgere, der ikke har fast bopæl i Tyrkiet. Ved afslutningen af retssagen tilbagebetales sikkerhedsstillelsen til kreditor af retten.

Sagsøgeren er desuden forpligtet til ved sagens indledning at stille en fjerdedel af retsomkostningerne, som er proportionelle med kravets størrelse. Derudover skal der fremlægges notarielt bekræftede dokumenter for retten.

Den almindelige retssag er opdelt i tre faser. Den første fase omfatter indlæg fra hver part (en påstand og et svarskrift). I den anden og længerevarende fase undersøger retten sagen og vurderer relevansen af de fremlagte beviser for at afgøre, om der er tale om afgørende eller skønsmæssige beviser. Endelig, i hovedforhandlingen, der udgør den tredje fase, hører retten begge parter og deres advokater, inden der afsiges en kendelse.

0

Fuldbyrdelse af en retsafgørelse

Enhver retsafgørelse kan fuldbyrdes via fuldbyrdelses- og konkursmyndigheder, hvis den person, der er dømt, ikke frivilligt efterkommer retsafgørelsen rettidigt. Håndhævelsen varierer en smule afhængigt af gældstypen, men ligner generelt gældsinddrivelsesproceduren. I modsætning til gældsinddrivelsesproceduren er indsigelse mod håndhævelsen af en retsafgørelse dog en undtagelsessituation.

Insolvensbehandling

KONKORDAT

Den konkursramte skyldner kan ansøge om et forslag til en akkordaftale (konkordato projesi). Hvis forslaget forretningsretten anser for at være gennemførligt, indfører retten et moratorium og udpeger en akkordkommissær (konkordato komiseri) til at gennemgå skyldnerens forhold. Den mest almindelige form for forslag er en hel eller delvis tilbagebetaling over en periode. Et forslag kan dog også tage form af en overdragelse af hele eller en del af skyldnerens aktiver til dækning af kreditorernes krav. Hvis forslaget ikke godkendes, kan der afsiges en konkurskendelse.

REORGANISATION

Gældsramte udpeger en del af eller alle sine aktiver til fordel for kreditorerne, foreslår, at disse aktiver sælges (eller overdrages til tredjeparter), og at salgsprovenuet fordeles blandt kreditorerne. En gældsramt, der ønsker at omstrukturere (eller en kreditor, der har ret til at indlede konkursbehandling), kan indgive et rekonstruktionsforslag til den kompetente fuldbyrdelsesret. Hvis fuldbyrdelsesretten vurderer, at planen har udsigt til at lykkes, vil den indkalde til et kreditorermøde for at afgøre, om kreditorerne accepterer saneringsplanen. Hvis den godkendes, vil planen derefter blive forelagt retten til godkendelse. Hvis retten vurderer, at sanering vil være mere fordelagtig end konkurs, vil den godkende planen.

REORGANISERING

Et skyldnerfirma, der står over for økonomiske vanskeligheder eller en overhængende risiko for insolvens, har ret til at ansøge handelsretten om godkendelse af et rekonstruktionsforslag, der forudgående er blevet godkendt af det krævede flertal af de kreditorer, der berøres heraf (kreditorer med forringede fordringer).

Bestemmelserne i den nye EBC (håndhævelses- og konkurslov) tilskynder skyldneren og dennes kreditorer til at indgå en frivillig aftale med henblik på at sanere den kriseramte, men stadig levedygtige virksomhed. Forslagets indhold træder i kraft efter godkendelse fra kreditorerne og domstolens godkendelse. Kreditorerne har dog ret til at anmode retten om hjælp, hvis skyldneren ikke opfylder sine forpligtelser i henhold til planen. Retten har ret til at erklære skyldneren konkurs i tilfælde af manglende overholdelse. Omstrukturering er kun tilgængelig for selskaber og andelsforeninger med undtagelse af banker og forsikringsselskaber.

KONKURS

Almindelig konkurs

Kreditor indleder denne form for procedure ved at anmode fogedkontoret om at forkynde skyldneren en betalingspåbud for en forfalden gæld. Skyldneren har syv dage efter forkyndelsen til at bestride gælden eller betale. Hvis skyldneren undlader at betale eller bestride gælden, kan kreditor ansøge handelsretten om en konkurskendelse, som retten generelt vil imødekomme.

Senest opdateret: 20.08.2026