Indien
Forenede Arabiske Emirater
Sydafrika
Europa
Uganda
Kina
TyrkietStærk vækst drevet af eksport og investeringer
Væksten vil fortsat være stærk i 2026, drevet af guldeksport og investeringer. Nye miner forventes at påbegynde produktionen mellem slutningen af 2026 og 2028. De er spredt over hele landet; Tanzanias mineøkonomi er unik, idet den bygger på et omfattende netværk af små miner og drager fordel af rige og mangfoldige mineralressourcer. Mens guld udgør 80 % af minedriften, efterfulgt af kul (6 %), der forbruges til elproduktion eller eksporteres, er man begyndt at udnytte betydelige forekomster af grafit, kobber, nikkel, lithium og kobolt, såsom grafitminerne i Nachu og Ruangwa (sydøst). Disse projekter, som er meget attraktive for udenlandske investorer (Australien, Canada og Storbritannien), støttes af regeringen gennem en forenkling af udstedelsen af minedriftstilladelser (2024), fritagelse for told på udstyr og et generøst budget til Ministeriet for Mineraler. Til gengæld modtager staten en gratis og ikke-overdragelig andel på 16 % i ethvert selskab, der besidder en tilladelse, og selskabet skal desuden afsætte en del af sin produktion til lokale forarbejdningsindustrier.
For at lette transporten af disse ressourcer, tiltrække flere investorer og styrke sin rolle som regionalt knudepunkt udbygger Tanzania sin jernbaneinfrastruktur mod Burundi (SGR-projektet), Zambia (med genopbygningen af TAZARA) og inden for landets grænser fra Dar es Salaam til Mwanza (i nord ved bredden af Victoriasøen) og Kigoma (i vest ved bredden af Tanganyikasøen) samt vejinfrastruktur med den 600 km lange Tanga–Arusha–Musoma-motorvej, der forbinder havnen i Tanga (nordøst) med Victoriasøen (nordvest), havne, herunder havnen i Bagamoyo, der skal blive den største i Østafrika, finansieret af Kina (80 %) og Oman (20 %), samt moderniseringen af havnene på Zanzibar (en halvautonom øgruppe) og Dar es Salaam (opførelse af to nye kajer) samt energi efter offentliggørelsen i begyndelsen af 2025 af en ambitiøs femårsplan for udvidelse af elnettet og udvikling af sol-, vind- og vandkraftværker – en plan, der finansieres af regeringen og for en tredjedel af multilaterale partnere og udviklingsbanker. Endelig kan den østafrikanske råoliepipeline, finansieret af Total Energies (62 %), de nationale energiselskaber i Tanzania og Uganda (30 %) samt CNOOC (8 %, Kina), forventes færdiggjort i 2026 efter næsten 10 års arbejde.
Endelig vil det private forbrug stige beskedent i takt med udviklingen inden for turismen og en svag forbedring af landbrugsudbyttet (kaffe, tobak, cashewnødder osv.), hvilket er muliggjort af øget brug af gødning, på trods af klimarisici og stigende fødevareinflation – faktorer, der begrænser stigningen i husholdningernes købekraft. Styringsrenten kan blive sænket en smule i de kommende måneder, hvis brændstofpriserne fortsætter med at falde, men vil helt sikkert forblive over 5 % for at holde inflationen under kontrol.
Opretholdelse af budgetstabilitet og styrkelse af tiltrækningskraften for udenlandske direkte investeringer
Regnskabsåret 2025 (1. juli 2024 – 30. juni 2025) sluttede med et større offentligt underskud end forventet, men et, der fortsat er moderat. I februar 2025 blev der vedtaget et lovændringsforslag for at øge udgifterne til uddannelse, tilpasning til klimaforandringer og sundhed – et område, der blev hårdt ramt af afslutningen af det amerikanske bistandsprogram (USAID) – samt for at afvikle restancer i forbindelse med infrastrukturbyggeri. Udgifterne fortsatte dog med at stige i marts, hvilket afspejlede en acceleration i investeringsprojekterne. Målene for IMF’s Extended Credit Facility-program er blevet nedjusteret i overensstemmelse hermed. Programmet, der er blevet forlænget med yderligere seks måneder takket være den effektive gennemførelse af strukturreformer (øget gennemsigtighed i pengepolitikken og de offentlige udgifter samt nedbringelse af restancer), forventes at afsluttes i maj 2026.
Underskuddet forventes at blive lidt mindre i regnskabsåret 2026. Udgifterne vil fortsat stige som følge af lønstigninger i den offentlige sektor, højere omkostninger til gældsbetjening, afholdelsen af præsidentvalget (oktober 2025) og offentlige investeringer i energi-, logistik- og sportsinfrastruktur — herunder Arusha-stadionet (i det nordøstlige Tansania), som skal være værtssted for African Cup of Nations i 2027. Dette vil blive opvejet af højere selskabsskatteindtægter, udvidelsen af momsslaget til at omfatte onlinekøb, forhøjede toldsatser på import af møbler, is og e-cigaretter samt eksport af krydsfiner, ligesom indførelsen af en turistafgift vil bidrage hertil. Gældskvoten forventes derfor at forblive på et moderat niveau. 85 % af Tanzanias gæld ejes af indenlandske (40 %) eller multilaterale (45 %) kreditorer til lempelige renter. Resten ejes af udenlandske offentlige banker, der er specialiseret i eksportstøtte (Kina, Indien og Sydkorea).
Underskuddet på de løbende poster forventes at forblive moderat i 2026, idet eksporten og importen — hvoraf en betydelig del kan tilskrives byggeprojekter — vokser i samme tempo. Dette underskud finansieres af overskud på kapitalkontoen, der genereres af tilskud til investeringsprojekter fra multilaterale institutioner (IMF og Verdensbanken), samt på den finansielle konto, hvor der registreres et stigende omfang af udenlandske direkte investeringer og projektlån. Valutareserverne vil forblive stabile, lidt under fire måneders import. Som led i det flydende valutakurssystem for shillingen kan centralbanken igen gribe ind for at dæmpe volatiliteten og forhindre, at valutaen svækkes.
Genvalget af Samia Suluhu den 29. oktober 2025 skaber utilfredshed
Præsident Magufulis død i 2021, året efter hans omstridte genvalg, bragte hans vicepræsident, Samia Suluhu, til magten. Oprindeligt blev hun opfattet som tilhænger af større demokratisk åbenhed – især med genåbningen af medier, der var blevet forbudt af hendes forgænger, og ophævelsen af forbuddet mod politiske møder for oppositionspartier – men præsidenten vendte i sidste ende tilbage til politisk censur og misbrug af retssystemet for at bringe oppositionen til tavshed, som i tilfældet med Tundu Lissu, den vigtigste oppositionsleder, der i februar 2025 blev fængslet for landsforræderi og risikerer dødsstraf. Præsident Suluhus genvalg i oktober 2025 (med 97,66 % af stemmerne) var en forudbestemt sag, men blev efterfulgt af voldelige sammenstød mellem politiet og demonstranter, der kostede hundredvis af civile livet. Det indleder en fortsættelse af de uafbrudte valgsejre for Det Revolutionære Parti (Chama cha Mapinduzi, CCM) siden indførelsen af et flerpartisystem i 1992.
Selvom Tanzania opretholder gode forbindelser med Vesten – især med sine Commonwealth-partnere, hvor Canada og Australien er vigtige partnere i minesektoren – er landet mere orienteret mod Asien. Landets bånd til Kina har historisk set været tætte siden uafhængigheden i 1964, både diplomatisk og økonomisk: Beijing finansierer store projekter såsom moderniseringen af TAZARA-jernbanen, opførelsen af havnen i Bagamoyo samt vandkraftværker og vejinfrastruktur. Indien – med hvilket der blev indgået en aftale om militært samarbejde i 2023 – og De Forenede Arabiske Emirater er ligeledes vigtige partnere: De er de førende markeder for tanzaniansk eksport og store investorer, især i udvidelsen af havnen i Dar es Salaam. Endelig har Tanzania for nylig nærmet sig Rusland, som investerer i udvinding og forarbejdning af uran. Opførelsen af det første anlæg til dette formål forventes at begynde i 2026.
Set fra et regionalt perspektiv søger Tanzania at styrke sin rolle som knudepunkt for alle lande i det sydøstlige Afrika. Landet er stiftende medlem af Det Østafrikanske Fællesskab, et frihandelsområde for varer, personer og kapital, der fremmer økonomisk og politisk integration blandt sine otte medlemmer. Dette ønske om åbenhed skæmmes imidlertid af forbuddet mod, at udlændinge driver små virksomheder inden for 15 erhvervssektorer, hvilket trådte i kraft ved udgangen af juli 2025. Tanzania er også medlem af Det Sydlige Afrikas Udviklingsfællesskab (SADC), der samler 16 lande og har til formål at fremme økonomisk samarbejde, politisk stabilitet og regional sikkerhed. Inden for disse rammer har landet gennemført militære interventioner til støtte for den congolesiske regering mod M23-gruppen og arbejder tæt sammen med den mozambikanske regering i henhold til en bilateral aftale om sikkerhed i grænseprovinsen Cabo Delgado. De indlandsstater, der grænser op til Tanzania – Uganda, Rwanda, Burundi, Zambia og Malawi – benytter havnen i Dar es Salaam, selv om havnen i Mombasa i Kenya stadig er regionens vigtigste udgang til havet.