Sierra Leone

Eksport og investeringer inden for minedrift vil understøtte den økonomiske aktivitet i 2026

I 2026 forventes væksten at tage fart takket være indtægter fra eksport af mineraler på baggrund af genforhandlede koncessionskontrakter, oprettelsen af joint ventures og centraliseringen af ressourceforvaltningen i en statslig investeringsfond kaldet Mineral Wealth Fund. Eksporten vil opnå en bedre værdiansættelse takket være Safe Harbour-mekanismen, som fastsætter en mindstepris og forhindrer prisfastsættelsespraksis, der giver multinationale selskaber mulighed for at flytte deres overskud til skattely. Diamantproduktionen i Tongo-minen (i den østlige del af landet) vil gradvist stige, hvilket delvist vil opveje den ubestemte lukning af Koidu-minen i maj 2025 som følge af en konflikt mellem det lokale datterselskab af det israelske selskab BSGR og dets ansatte om arbejdsforholdene. Jernudførslen forventes ligeledes at tage fart i 2026 takket være kapacitetsudvidelsen i Marampa- og Tonkolili-minerne (henholdsvis i den vestlige og centrale del af landet) samt åbningen af det magnetitforarbejdningsanlæg, der er tilknyttet sidstnævnte mine. Udviklingen af jernforarbejdningsindustrien vil øge eksportens værdi og mindske byggesektorens afhængighed af import. Endelig kan Baomahun-guldprojektet, der finansieres af Afreximbank og Africa Finance Corporation, øge guldeksporten allerede i 2026.

Investeringer bør også understøtte væksten, især inden for infrastruktur og minedrift, f.eks. med opførelsen af broen mellem Lungi og Freetown – som længe har været forsinket på grund af manglende finansiering og endelig er blevet overtaget af den amerikanske koncern Acrow – moderniseringen af veje samt udvidelsen af havnekapaciteten og vand- og elforsyningsnettene. Disse projekter finansieres hovedsageligt af multilaterale partnere såsom Den Afrikanske Udviklingsbank, Verdensbanken, Den Europæiske Union og Millennium Challenge Corporation (MCC). Der vil også blive investeret i energisektoren: Der skal opføres et solkraftværk på 50 MW i nærheden af Freetown med støtte fra franske og britiske udviklingsbanker samt den danske fond Frontier Energy. Anlægget forventes at blive taget i brug i 2026. Samtidig finansierer Den Europæiske Union opførelsen af en række små solkraftværker til lokalsamfundene med en samlet kapacitet på 5,2 MW. Disse initiativer er dog stadig af langt mindre omfang end vandkraftprojektet Bumbuna 2 (153 MW), hvis idriftsættelse, der oprindeligt var planlagt til 2026, vil blive forsinket på grund af en tvist mellem det britiske selskab Joule Africa, der står for opførelsen, og den sierra-leonesiske regering.

Udvikling af infrastruktur, herunder forbedringer af elforsyningen, vil fremme væksten, især ved at lette transitten af eksportvarer og indenlandsk handel, men også ved at fremme lokal aktivitet. Desuden bør en moderat inflation, der muliggøres af udviklingen i landbrugsaktiviteten (takket være subsidier og investeringer, men underlagt klimarisici), en restriktiv pengepolitik og lavere priser på importeret brændstof og ris, føre til en stigning i det private forbrug.

Møjsommelig indsats for finanspolitisk konsolidering

Den betydelige reduktion af det offentlige underskud, der var målsat til begyndelsen af 2025 i henhold til aftalen med IMF, er blevet hæmmet af vanskeligheder med at inddrive de forventede momsindtægter på grund af utilstrækkelig overholdelse af skattelovgivningen. Regeringen tog højde for dette ved at ændre budgettet i juli 2025, hvor man reducerede investeringsudgifterne med to procentpoint af BNP og dermed effektivt mindskede underskuddet — om end i mindre omfang end håbet. Konsolideringen af de offentlige finanser forventes at fortsætte i 2026, selv om de offentlige finanser fortsat er tynget af rentebetalinger på gælden (42 % af indtægterne i 2025), der hovedsageligt er indenlandske, og uden hvilke de ville udvise et lille overskud. Ud over øgede indtægter fra eksport af mineraler forventes indtægterne at stige takket være en forhøjelse af selskabsskattesatsen, højere punktafgifter på brændstof og vejafgifter, afskaffelsen af momsfritagelser for »luksusvarer« samt bekæmpelsen af skatteunddragelse blandt multinationale selskaber. Der vil løbende blive gjort en indsats for at forbedre effektiviteten i skatteforvaltningen. Udgifterne vil stige langsommere end indtægterne: stigningen i driftsudgifterne vil gå til lønninger til offentligt ansatte (en stigning på 20 % fra september 2026) samt en forøgelse af antallet af offentligt ansatte inden for sundhed og uddannelse; investeringerne vil fokusere på landbrug og infrastruktur; de sociale udgifter vil hovedsageligt være rettet mod de fattigste husholdninger og omfatte tilskud, infrastrukturudbygning i fattige samfund samt beskæftigelsespolitik.

Gældskvoten forventes fortsat at falde langsomt, men vil stadig være høj. Den indenlandske del af gælden — 42 % af den samlede gæld, herunder 2 % i restancer — består for tre fjerdedeles vedkommende af statsskatkammerbeviser med løbetider på under et år og realrenter på 30 %, og for en fjerdedel af statsobligationer med længere løbetider. Gæld denomineret i udenlandsk valuta ejes af multilaterale (46 % af den samlede gæld) og bilaterale (7 %) kreditorer — navnlig Kuwaits statsfond, Sydkorea og Kina — på lempelige vilkår. Resten (5 %) vedrører kommercielle fordringer. Risikoen for overgældsætning er fortsat høj.

I 2026 forventes underskuddet på de løbende poster at fortsætte med at indsnævres takket være en hurtigere vækst i eksporten af råvarer, både hvad angår pris og mængde, end i importen i forbindelse med investeringsprojekter. Dette underskud vil blive finansieret af overskuddet på finans- og kapitalkontiene, som stimuleres af direkte udenlandske investeringer (fra Kina, USA, Tyskland, og Belgien) og frem for alt af projektlån og projektbevillinger fra multilaterale partnere (EU, Verdensbanken, Den Afrikanske Udviklingsbank, MCC) samt af IMF’s Extended Credit Facility-program, der løber frem til udgangen af januar 2028. Valutareserverne forventes at stige en smule, men vil fortsat ligge på lidt over en måneds import.

En relativt stabil og demokratisk stat i regionen

Landet har været relativt stabilt siden borgerkrigens afslutning i 2002. På nationalt plan er landet en republik med etkammer-parlament og flerpartisystem, hvor præsidenten både er statsoverhoved og regeringschef og deler den lovgivende magt med Repræsentanternes Hus. På lokalt plan er der tale om et arveligt, klanbaseret feudalsystem. Præsident Julius Maada Bio, der har været i embedet siden 2018, blev genvalgt i 2023, samtidig med at hans parti – Sierra Leone People’s Party, et socialdemokratisk parti, der hovedsageligt støttes af den etniske gruppe mende – opnåede et komfortabelt flertal (81 af 135 pladser) ved parlamentsvalget. Resultaterne blev anfægtet af internationale observatører og oppositionen, idet All People's Congress (socialistisk, hovedsageligt støttet af den etniske gruppe temne) boykottede parlamentsmøderne og nægtede at aflægge embedsed indtil oktober 2023, før partierne endelig i juli 2024 nåede til enighed om de institutionelle reformer, der skal gennemføres.

På internationalt plan er Kina fortsat den vigtigste handelspartner og den største kilde til udenlandske direkte investeringer, hovedsageligt inden for minesektoren, gennem Leone Rock Metal-koncernen, der ejer Tonkolili-jernminen. Som led i det strategiske partnerskab, der blev indgået i 2016, yder Kina medicinsk bistand – hvilket f.eks. skete under ebola- og covid-19-epidemierne – og bistår landet med infrastrukturudbygning. USA forsøger at modvirke denne indflydelse. Trods USAID's tilbagetrækning er USA fortsat en vigtig finansiel partner gennem finansieringen af Freetown-broen. Landet yder også tilskud til opførelsen af solkraftværker og elektrificering — især gennem 480 millioner USD i bistand fra MCC — hvis udbetalinger afhænger af institutionelle fremskridt.

Sierra Leone er medlem af flere regionale organisationer, herunder ECOWAS, som fremmer økonomisk samarbejde og integration, opførelsen af fælles transport- og telekommunikationsinfrastruktur samt fredsbevarende indsatser. Siden borgerkrigens afslutning i 2002 har landet opretholdt gode forbindelser med sine nærmeste naboer, Guinea og Liberia, og udveksler regelmæssigt synspunkter om forvaltningen af grænseoverskridende floder og søer samt om sikkerhed og stabilitet. Disse drøftelser finder sted inden for rammerne af Mano River Union, hvor også Elfenbenskysten deltager i drøftelserne.

Senest opdateret: december 2025