Papua Ny Guinea

En mindre afmatning i væksten i 2026 som følge af faldende gaspriser

Væksten tog fart i 2025, drevet af indtægter fra eksport af flydende naturgas og mineraler (guld, kobber, nikkel), som blev styrket af både høje priser og øgede udvindingsmængder. For guld skyldes stigningen især den gradvise opskalering af Porgera-minen, som genoptog driften i slutningen af 2023, samt udvidelsen af Kainantu-minen – begge beliggende på hovedøen – og Lihir-minerne i den østligste del af øgruppen. Disse projekter vil fortsætte i 2026.

Væksten forventes at aftage i 2026. Værdien af eksporten vil fortsat stige, men i et langsommere tempo. Priserne på landbrugsprodukter (palmeolie, kaffe, kakao, kokosnødder osv.) og flydende naturgas (som tegner sig for ca. 40 % af eksporten) kan falde, mens priserne på guld og kobber forventes at fortsætte med at stige. Øgede offentlige driftsudgifter, især til sikkerhed, vil også bidrage til at understøtte aktiviteten. Det samme gælder for offentlige investeringer, som forventes at blive intensiveret inden for vejinfrastruktur, såsom Ramu Highway, en motorvej, der løber parallelt med Ramu-floden på hovedøen, og som delvist blev finansieret af Verdensbanken. Ruten vil forbinde to af de vigtigste havne – Madang på nordkysten og Lae på østkysten – via Watarais i det indre af landet, hvor den vil mødes med Highlands Highway, som krydser øen fra øst til vest. De private investeringer vil hovedsageligt fokusere på telekommunikation samt guld- og kobberminedrift, især det store Wafi-Golpu-joint venture (65 km vest for Lae), der finansieres af den sydafrikanske koncern Harmony og det amerikanske selskab Newmont Corporation. Der hersker dog usikkerhed omkring flere projekter af miljømæssige årsager: beslutningen om at udnytte undersøiske forekomster af sjældne jordarter er stadig sat i bero, og Papua LNG-gasprojektet, ledet af TotalEnergies, ExxonMobil og Santos, er stadig genstand for debat på grund af dets økonomiske og miljømæssige omkostninger.

Inflationen forventes at forblive høj i 2026 på trods af en forhøjelse af styringsrenten (5 % i efteråret 2025) og mindre brændstofmangel – hvilket er muliggjort af øgede valutareserver og nedbringelsen af betalingsrestancer til udenlandske leverandører. Tendensen vil blive drevet af en bevidst devaluering af kinaen, som hidtil har været overvurderet, samt af høje energiomkostninger, idet elproduktionen og flyforbindelserne mellem øerne er stærkt afhængige af brændstofimport. Fødevareinflationen forventes dog at forblive begrænset på grund af øget landbrugsproduktion (80 % af befolkningen beskæftiger sig med selvforsyningslandbrug) og udvidelsen af momsfritagelsen for 13 basale fødevarer. Husholdningernes forbrug forventes derfor at vokse i et moderat tempo.

Fortsat finanspolitisk konsolidering, men statsrisikoen er fortsat høj

Nedbringelsen af det offentlige underskud forventes at fortsætte i 2026. Budgetterne for forsvarsministeriet, justitsministeriet og anklagemyndigheden vil blive forhøjet betydeligt med det formål at mindske usikkerheden og forhindre sammenstød mellem rivaliserende bander i de store byer, mellem lokalsamfund og minearbejdere samt mellem stammer i landdistrikterne. Disse tilbagevendende og mangesidede sammenstød resulterer regelmæssigt i snesevis af døde og sårede og forstyrrer den økonomiske aktivitet. Investeringsudgifterne – hovedsageligt til veje – og tilskud til fremme af landbrugseksporten (palmeolie, kakao osv.) vil ligeledes stige, ligesom budgetterne for uddannelse og sundhed (lønstigninger, vaccinationskampagner, bidrag til skolepenge). Endelig vil, som tidligere nævnt, momsfritagelsen for 13 basale fødevarer blive opretholdt. Indtægterne vil dog vokse hurtigere end udgifterne på baggrund af højere indtægter fra minedrift og udbytte udbetalt af offentlige selskaber samt skattereformen (loven om indkomstbeskatning) og de udvidede beføjelser, der er tildelt skatteforvaltningerne, hvilket forventes at øge indtægterne uden at hæve indkomstskattesatserne eller toldsatserne.

Gældskvoten forventes fortsat at falde. Cirka halvdelen af Papua Ny Guineas gæld er indenlandsk, mens 53 % af den eksterne gæld er på lempelige vilkår hos multilaterale kreditorer (IMF, Verdensbanken, Den Asiatiske Udviklingsbank). Resten ejes af bilaterale kreditorer, hovedsageligt Australien og Kina, samt af private investorer svarende til 2 % af BNP via en euroobligation, der forfalder i 2028. Ifølge IMF peger den potentielle manglende tilbagebetaling af obligationerne ved forfald samt den vedvarende mangel på udenlandsk valuta på en høj risiko for misligholdelse, trods den hurtige konsolidering af de offentlige finanser. Forsinkelser i betalinger til udlandet er begyndt at aftage takket være stigningen i valutareserverne, og de seneste udbetalinger under IMF-programmerne bidrager også til at lette valutaspændingerne.

Endelig forventes overskuddet på betalingsbalancens løbende poster at stige i 2026, idet eksporten vokser hurtigere end importen. Overskuddet bør være tilstrækkeligt til at dække underskuddet på den finansielle konto, der skyldes afdrag på den offentlige gæld og lån optaget af mineselskaber til deres drift, hvilket vil overstige udbetalingerne under IMF-programmerne og de direkte udenlandske investeringer. Lånene kommer hovedsageligt fra Australien, Sydafrika, Canada, Kina, USA, Japan og Malaysia og kan også komme fra Frankrig, hvis Total Energies gasprojekt bliver gennemført.

Risiko for social ustabilitet og vold mellem befolkningsgrupper

Siden landet opnåede uafhængighed i 1975 har det været et parlamentarisk demokrati med et enkeltkammer. James Marape har været premierminister siden 2019. Han vandt en anden embedsperiode ved parlamentsvalget i 2022 takket være en mangfoldig koalition af uafhængige kandidater og mikropartier – en almindelig konstellation i landet. Han forventes at forblive i embedet indtil udløbet af sin embedsperiode i 2027, efter at han i september 2024 og april 2025 har afværget to mistillidsforslag. Selvom hans bestræbelser på at nedbringe det offentlige underskud og forhindre en opblussen af den væbnede konflikt med Bougainville-separatisterne – ved at anerkende deres stræben efter øens uafhængighed og overdragelsen af andele i kobberminen til øens regering – værdsættes, vokser utilfredsheden over leveomkostningerne, arbejdsløsheden og den ringe omfordeling af indtægterne fra minedriften fortsat.

I dette klima præget af frustration og mangel på økonomiske muligheder, som er særligt udtalt blandt unge, bliver sammenstød mellem bander og stammer samt overgreb på kvinder, der beskyldes for hekseri, stadig hyppigere og mere brutale, især i højlandet (indre del af landet), hvilket får familier til at flygte til byområderne. En styrkelse af politiets og hærens ressourcer – hvor en del af personalet fortsat er korrupt og til tider overdrevent voldeligt – vil ikke være tilstrækkeligt til at løse denne krise eller effektivt bekæmpe handel med våben, mennesker og narkotika, som lettes af landets ø-karakter, uden en større inddragelse af de lokale samfund.

På internationalt plan opretholder Papua Ny Guinea tætte forbindelser med Commonwealth-medlemmer, især dem med stor ekspertise inden for minedrift – Sydafrika, Canada og især Australien. Sidstnævnte er fortsat landets vigtigste partner: det er et vigtigt afsætningsmarked for mineraleksport, en betydelig leverandør af udviklingsbistand og udenlandske direkte investeringer i infrastruktur og minedrift samt en central militær allieret i kølvandet på to aftaler, der blev undertegnet i 2023 og 2025 – den første med henblik på bekæmpelse af ulovlig handel og den anden med henblik på gensidig bistand i tilfælde af aggression. Det militære partnerskab omfatter også USA, som har gjort Papua til en forpost for sin tilstedeværelse i det sydlige Stillehav ved at etablere snesevis af flådebaser over hele øgruppen til gengæld for støtte til udviklingen af de væbnede styrker og bekæmpelsen af menneskehandel. Endelig er Papua Ny-Guineas to største handelsmarkeder Japan (LNG og kobber) og Kina (LNG, nikkel og tømmer). Sidstnævnte søger at øge sin indflydelse, både økonomisk ved delvist at udfylde det tomrum, der er opstået som følge af indstillingen af USAID-programmerne, og gennem investeringer og lån, samt kommercielt ved at forhandle en bilateral frihandelsaftale på plads, hvilket USA og Australien modsætter sig.

Senest opdateret: december 2025