Irak

Forstyrrelser i olieproduktionen medfører en kraftig nedgang forud for et opsving i 2027

Den irakiske økonomi vil opleve en kraftig nedgang i 2026, da forstyrrelser i olieproduktionen (ca. 60 % af BNP) og eksporten (ca. 90 % af vareeksporten) forårsaget af den regionale konflikt og trafikrestriktioner gennem Hormuzstrædet vejer tungt. Efter et fald til 268 mio. tønder i første halvdel af 2026 sammenlignet med 606 mio. tønder året før forventes den samlede olieeksport at falde med ca. 40 % i 2026 (trods højere priser) og stige markant i 2027. Derfor forventes olieproduktionen også at falde med næsten 30 % til omkring 3,1 millioner tønder om dagen (b/d) i 2026, trods en gradvis genopretning i årets anden halvdel, inden den anslås at stige til omkring 4,5 millioner b/d i 2027. Det kraftige opsving i olieproduktionen og -eksporten, der forventes i 2027, kan hovedsageligt tilskrives den forventede afdæmpning af de chok, der forstyrrede sektoren i 2026. Selvom den regionale konflikt og de deraf følgende eksportrestriktioner har indskrænket produktions- og eksportmængderne betydeligt, er oliefelterne og produktionsinfrastrukturen stort set intakte. Olieproduktionen forventes at komme sig hurtigt, efterhånden som eksportkanalerne normaliseres, og produktionen gradvist nærmer sig OPEC+-målet. Iraks OPEC+-kvote for råolieproduktion ligger i øjeblikket på ca. 4,4 mio. tønder om dagen. Som følge af de seneste OPEC+-beslutninger er Iraks tildeling gradvist steget fra omkring 4,1 mio. tønder om dagen i begyndelsen af 2026, hvilket understøtter et opsving i olieproduktionen.

Der er en betydelig forskel mellem de officielle valutakurser og kurserne på det parallelle marked. Mens Iraks centralbank fortsat holder den officielle valutakurs på omkring 1.300 IQD pr. USD, handles dinaren til ca. 1.500-1.550 IQD pr. USD på det parallelle marked. Dette spænd afspejler fortsatte vanskeligheder med at få adgang til det officielle valutamarked, en stærk efterspørgsel efter kontante dollar og det vedvarende store omfang af uformelle transaktioner. Ikke desto mindre har de seneste reformer bidraget til en gradvis indsnævring af forskellen. Blandt de vigtigste tiltag er skærpede krav til bekæmpelse af hvidvaskning af penge og overholdelse af lovgivningen, udvikling af elektroniske betalingssystemer samt øget anvendelse af formelle bankkanaler til handelsfinansiering og grænseoverskridende transaktioner. Vi forventer, at CBI vil lade sin styringsrente forblive uændret på 5,5 % ved udgangen af 2026. I Irak, hvor kontanttransaktioner og uformelle aktiviteter dominerer den økonomiske aktivitet, har renteændringer kun en beskeden effekt på efterspørgsel og inflation. Derfor vil valutakursstyring og likviditetsværktøjer sandsynligvis fortsat udgøre de vigtigste ankerpunkter i pengepolitikken. Pengepolitikken vil fortsat primært være fokuseret på at opretholde valutakursstabilitet. Det kraftige fald i olieeksporten har reduceret valutatilstrømningen betydeligt, hvilket har øget afhængigheden af centralbankens reserver til at understøtte dinarens fastkurspolitik. Bankens valutareserver faldt fra et højdepunkt på omkring 102 mia. USD i februar 2026 til 86 mia. USD ved udgangen af juni.

Udsving i olieeksporten og -priserne vil lægge pres på de offentlige finanser og betalingsbalancen

Det finanspolitiske underskud vil stige betydeligt i 2026, da det kraftige fald i olieproduktionen og -eksporten vil reducere de offentlige indtægter betydeligt (kulbrinter udgør omkring 90 % af de finanspolitiske indtægter). Virkningen forstærkes af den stive udgiftsstruktur, især de store lønudgifter i den offentlige sektor (næsten 40 % af de offentlige udgifter), pensioner og sociale overførsler, hvilket efterlader anlægsudgifterne som det vigtigste område for tilpasning. Den offentlige finanseringssituation forventes at blive forbedret i 2027, primært drevet af den forventede normalisering af olieproduktionen og eksportmængderne. Finansieringen af underskuddet har hovedsageligt været baseret på indenlandske kanaler, især statsejede banker og i mindre grad centralbanken, suppleret med ophobning af restancer i perioder med finanspolitisk pres. Sammensætningen af den offentlige gæld er derfor domineret af indenlandsk gæld og afspejler Iraks oliebaserede indtægter, underudviklede kapitalmarkeder og begrænset adgang til ekstern låntagning.

Forstyrrelser i olieproduktionen og -eksporten vil føre til et underskud på betalingsbalancens løbende poster i 2026. Selv om højere globale oliepriser vil yde en vis støtte, forventes det kraftige fald i eksportmængderne at mere end opveje priseffekten. I 2027 forventes betalingsbalancen at vende tilbage til et overskud, understøttet af den forventede normalisering af olieproduktionen og eksportmængderne, som muliggøres af en normalisering af skibsfarten gennem Hormuzstrædet. Denne effekt kan forstærkes af en øget udnyttelse af Kirkuk-Ceyhan-rørledningen (Tyrkiet), hvis olieproduktionen fra de kurdiske felter stiger, samt den gradvise genoprettelse af alternative eksportruter, såsom den nordlige rørledning til Fishkhabur nær den tyrkiske grænse, der giver adgang til Kirkuk-Ceyhan-rørledningen. I mellemtiden bør bestræbelserne på at udvikle yderligere eksportkorridorer gennem Tyrkiet og Syrien gradvist mindske landets afhængighed af skibsfarten gennem Den Persiske Golf på mellemlang sigt, selv om de fleste af disse projekter næppe vil skabe væsentlig yderligere kapacitet i 2027.

Indenlandsk usikkerhed vil præge et ustabilt regionalt klima

Udsigterne for Iraks politiske og sikkerhedsmæssige situation forventes at forblive yderst usikre. Risiciene vil sandsynligvis forblive høje frem til 2027 på grund af det usædvanligt ustabile regionale miljø, som forværrer den indenlandske politiske splittelse. Indenlands er det politiske systems fragmenterede karakter og den fortsatte indflydelse fra væbnede grupper, som regeringen ikke har fuld kontrol over, fortsat vigtige kilder til sårbarhed. Den nuværende premierminister, Ali al-Zaidi, tiltrådte i maj 2026. Han blev udpeget som en konsensuskandidat af Coordination Framework, den største gruppe i parlamentet. Hans regering står over for den vanskelige opgave at bevare den politiske sammenhængskraft, samtidig med at den skal håndtere de økonomiske konsekvenser af konflikten, forhindre indenlandske fraktioner i at trække Irak mere direkte ind i regionale fjendtligheder og tackle økonomiske udfordringer såsom at sikre pålidelige el- og gasforsyninger. Udviklingen vil i høj grad afhænge af, hvordan den regionale konflikt udspiller sig, hvilket gør det vanskeligt at regne med en markant forbedring af den politiske stabilitet i Irak, selv i et scenario med økonomisk genopretning.

Udenrigspolitisk vil Irak fortsat stå over for en delikat balancegang mellem de stridende parter, Iran og USA. Mens Iran fortsat har betydelig politisk, økonomisk og sikkerhedsmæssig indflydelse, er forholdet til USA fortsat afgørende for sikkerhedssamarbejdet, udvindingen af kulbrinter og adgangen til det internationale dollarbaserede finansielle system. Den planlagte afslutning af den USA-ledede koalitions militære tilbagetrækning ved udgangen af september 2026 vil markere et vigtigt skifte i sikkerhedsforholdet mellem Irak og USA, snarere end en afslutning på det bilaterale samarbejde. Overgangen forventes at blive ledsaget af fortsat pres fra USA på Irak for at bringe de iransk-allierede militser under statens kontrol og dæmpe de iransk-relaterede finansielle og handelsmæssige strømme. Samtidig bliver Tyrkiet stadig vigtigere som økonomisk og strategisk partner, især inden for handel, infrastruktur og alternative olieeksportveje gennem havnen i Ceyhan. Forholdet til Syrien kan også gradvist blive bedre, især gennem grænseoverskridende handel og potentielle energiforbindelser til Middelhavet, selvom sikkerhedsmæssig og politisk usikkerhed kan begrænse fremskridtene på kort sigt. De økonomiske bånd til Kina vil også fortsat være strategisk vigtige. Kina er Iraks største handelspartner og en af de største aftagere af landets råolie, mens kinesiske virksomheder har en betydelig tilstedeværelse i landets olie-, energi- og infrastruktursektorer. Et opsving i den irakiske olieeksport bør derfor styrke den bilaterale handel i 2027, mens kinesiske investeringer kan spille en vigtig rolle for energikapaciteten og genopbygningen i Irak.

Senest opdateret: september 2026