Irak

Dystre vækstudsigter på baggrund af begrænset politisk støtte og afhængighed af olie

Iraks økonomi forventes at opleve en svag nedgang i 2025, hvilket afspejler de fortsatte begrænsninger i olieproduktionen, lave oliepriser, langsom udvikling i sektorer uden for olieindustrien og det udfordrende erhvervsklima. Selvom den samlede vækst forventes at vende tilbage til positivt territorium i 2026, vil opsvinget sandsynligvis være gradvist og ujævnt, præget af øget olieproduktion, tempoet i de offentlige investeringer samt indenrigs- og regionalpolitik. De offentlige udgifter (20 % af BNP) forventes at være den vigtigste drivkraft for væksten, understøttet af øgede lønudgifter i den offentlige sektor og forpligtelser til kapitaludgifter. Det private forbrug (45 % af BNP) forventes at bidrage beskedent – hæmmet af høj arbejdsløshed, svag forbrugertillid og begrænset kreditvækst. På det eksterne plan vil eksporten sandsynligvis kun rette sig marginalt, hæmmet af vedvarende begrænsninger i olieforsyningen og usikker global efterspørgsel. Samtidig forventes importen at stige, drevet af offentlige investeringer og husholdningernes efterspørgsel, hvilket kan udgøre en hæmsko for nettoeksporten (ca. 10 % af BNP). Som følge heraf kan nettohandelens samlede bidrag til BNP-væksten i 2026 blive neutralt eller blive svagt negativt. Denne sammensætning tyder på, at opsvinget i vid udstrækning fortsat vil være statsdrevet, hvilket understreger vigtigheden af at genoprette det finanspolitiske råderum og øge effektiviteten i den offentlige sektor. Aktiviteten i den private sektor og udenrigshandelen vil sandsynligvis ikke yde stærk støtte, medmindre tilliden forbedres, og de strukturelle flaskehalse løses.

Inflationen forventes at forblive lav og stabil takket være en afdæmpet indenlandsk efterspørgsel, faldende fødevarepriser og en relativt stabil valutakurs. I januar 2025 overførte Irak alle legitime internationale transaktioner til forretningsbanker via formelle korrespondentbankkanaler, hvor centralbanken leverer valuta baseret på verificeret efterspørgsel. Denne reform indsnævrede i betydelig grad kløften mellem den officielle og den parallelle valutakurs: mens den officielle kurs har været 1.300 dinarer pr. amerikansk dollar, lå den parallelle kurs på omkring 1.307 i august 2025 sammenlignet med 2.880 i januar 2024. Fortsatte fremskridt afhænger af, at adgangen til banksektoren forbedres, og at kontrollen med den uformelle handel strammes op.

Stigende finanspolitisk pres og svindende stødpuder i fremtiden

Iraks finanspolitiske situation forventes at forværres yderligere, idet budgetunderskuddet stiger. Denne forværring afspejler højere offentlige udgifter, især til lønninger og subsidier, på baggrund af lavere olieindtægter. I de første fem måneder af 2025 udgjorde olieindtægterne 91 % af det føderale budget, hvilket understreger den vedvarende afhængighed af olie. Da oliepriserne fortsat er lave, og produktionen er begrænset af OPEC+-aftaler og kapacitetsbegrænsninger, indsnævres det finanspolitiske råderum, hvilket lægger et stigende pres på regeringen for enten at begrænse udgifterne eller fremskynde de længe ventede diversificeringsbestræbelser. Landet producerer i øjeblikket under sin OPEC+-kvote som led i den planlagte tilpasning for at kompensere for tidligere overproduktion (ca. 4,03 millioner tønder om dagen (bpd) sammenlignet med OPEC+-kvoten på 4,86 millioner bpd). Som følge heraf forventes den offentlige gæld at stige til over 55 % af BNP ved udgangen af 2026, hvilket vil vende den konsolidering, der er opnået i de foregående år, og give anledning til bekymring over den finanspolitiske bæredygtighed, hvis der ikke gennemføres reformer. Mere end 80 procent af den samlede statsgæld ejes af indenlandske kreditorer, hvoraf en betydelig andel skyldes Iraks centralbank.

Overskuddet på de løbende poster forventes at blive yderligere indsnævret, da indtægterne fra olieeksporten falder, mens efterspørgslen efter import fortsat er relativt robust. Olieeksporten dominerer Iraks samlede eksport og udgør typisk omkring 90 % til 95 % af landets samlede eksportindtægter. Selvom den eksterne stilling stadig er positiv, gør de faldende valutareserver Irak mere sårbart over for ugunstige olieprisstød eller finansieringspres, især da der kun er gjort begrænsede fremskridt med diversificeringen af eksporten. De internationale reserver faldt gradvist fra omkring 100 mia. USD ved udgangen af 2024 til 97 mia. USD i maj 2025 (svarende til ca. 12–18 måneders import). Irak tiltrækker fortsat betydelige direkte udenlandske investeringer (FDI), hvor tilstrømningen nåede rekordhøje niveauer i begyndelsen af 2024, og den samlede FDI-beholdning oversteg 110 mia. USD, hovedsageligt koncentreret om olie og gas, men i stigende grad også inden for boligbyggeri, infrastruktur og tjenesteydelser. Den voksende interesse for landbrug og fremstillingsindustrien tyder på øgede bestræbelser på diversificering.

Risikable politiske udsigter

Irakisk politik er præget af splittelse mellem de forskellige samfundsgrupper og den fortsatte tilstedeværelse af væbnede grupper, der opererer uden for statens kontrol. Det politiske landskab er stærkt fragmenteret, hvor magten er fordelt mellem shiitiske, sunnitiske og kurdiske partier. Blandt de vigtigste shiitiske blokke er Coordination Framework, der er allieret med Iran, og den indflydelsesrige Sadrist-bevægelse. Den sunnitiske repræsentation er fordelt mellem partier som Taqaddum og Azm, mens den kurdiske politiske arena domineres af de rivaliserende partier Det Demokratiske Parti i Kurdistan (KDP) og Den Patriotiske Union i Kurdistan (PUK). Koalitionspolitik vil fortsat være af afgørende betydning. I den henseende vil det kommende parlamentsvalg i november 2025 være afgørende. I takt med at de politiske fraktioner omgrupperer sig, og nye alliancer opstår, vil resultatet påvirke tempoet i de institutionelle reformer og den økonomiske beslutningstagning i 2026 og fremover. Valget forventes at blive tæt, og uafklarede spørgsmål som decentralisering, fordeling af olieindtægter og integration af militser kaster en lang skygge. I betragtning af Iraks historie med langvarige forhandlinger efter valget kan det tage måneder at danne en ny regering, hvilket kan forsinke vigtige politiske beslutninger og investeringer. Hvis valgprocessen imidlertid forløber gennemsigtigt, kan den styrke den politiske legitimitet og bane vejen for gradvise reformer. Det internationale samfund og investorerne vil følge udviklingen nøje.

Spændingerne mellem Bagdad og den regionale regering i Kurdistan vedrørende fordelingen af olieindtægter og eksporten forværrer den interne ustabilitet. Korruption, arbejdsløshed og dårlige offentlige tjenester skaber utilfredshed blandt befolkningen og øger risikoen for nye protester. Den bredere regionale kontekst, med Iraks delikate position mellem Iran og USA, har bidraget til det usikre miljø, især i lyset af risikoen for, at konflikten spreder sig.

Iraks internationale relationer forventes fortsat at være præget af en delikat balancegang mellem store globale og regionale magter. Forholdet til USA forventes primært at fokusere på sikkerhedssamarbejde, især tilstedeværelsen af tropper fra den USA-ledede koalition og bestræbelserne på at nedkæmpe resterne af Islamisk Stat. Irak vil også fortsat opretholde stærke bånd til Iran i lyset af begge landes dybe politiske, økonomiske og sikkerhedsmæssige sammenfiltringer, der spænder fra energiimport til indflydelsen fra pro-iranske militser. Bagdad vil dog sandsynligvis stræbe efter større autonomi for at undgå at blive trukket ind i spændingerne mellem USA og Iran. Irak vil søge at styrke båndene til Golfstaterne og Tyrkiet gennem økonomisk samarbejde, handel og investeringer, især inden for infrastruktur og energi. Ustabiliteten i det østlige Syrien udgør fortsat en væsentlig ekstern risiko, da den kan sprede sig til Irak, især gennem porøse grænser og militante aktiviteter. Tilstedeværelsen af væbnede grupper og smuglernetværk langs grænsen vil fortsat udgøre en udfordring for den irakiske sikkerhed og grænsekontrol.

Senest opdateret: august 2025