Algeriet

Vækst drevet af investeringer og offentlige udgifter

Væksten har været robust siden pandemien, drevet af aktiviteter uden for olie- og gassektoren, forbrug og offentlige investeringer. Husholdningernes forbrug har nydt godt af lønstigninger i den offentlige sektor, regelmæssige stigninger i mindstelønnen og sociale overførsler i form af arbejdsløshedsunderstøttelse og fødevaresubsidier. Offentlige investeringer har også spillet en central rolle, især inden for infrastruktur, boligbyggeri og transport. I december 2025 bevilgede Den Afrikanske Udviklingsbank et lån på 747 mio. EUR til finansiering af første fase af en jernbanelinje, der forbinder Algier med Tamanrasset. Projektet er en del af et ambitiøst program, der har til formål at fordoble det nationale jernbanenet fra 5.000 til 10.000 km inden 2030. Landet har fortsat sine bestræbelser på at diversificere økonomien med særligt fokus på landbruget, som er den næststørste bidragyder til BNP (13 % af BNP, 10 % af beskæftigelsen), en sektor, der dog fortsat ikke udnytter sit potentiale og den lokale efterspørgsel fuldt ud. Servicesektoren (45 % af BNP, 60 % af beskæftigelsen) har nydt godt af en vedvarende indenlandsk efterspørgsel.

Faldende priser på kulbrinter og OPEC+’s nedsættelse af produktionskvoterne har imidlertid indsnævret regeringens budgetmargen, hvilket vil begrænse de offentlige udgifter fra 2024 og frem. Derfor kan væksten fortsætte med at aftage langsomt i 2026, selvom den fortsat understøttes af den gradvise normalisering af olieproduktionen (ophævelse af OPEC+-restriktionerne) og øgede lokale og udenlandske investeringer i energi. I oktober 2025 annoncerede ministeren for energi og minedrift en investeringsplan på 60 mia. USD i kulbrinter i perioden 2025-2029, hvoraf næsten 80 % vil blive øremærket til efterforskning og udbygning, mens resten skal finansiere downstream-projekter såsom det nye Hassi Messaoud-raffinaderi (planlagt til 2027), methanolanlæg og petrokemisk infrastruktur. Samtidig vil udenlandske investeringer bidrage til at øge gasproduktionen og rørledningskapaciteten, hvilket vil rette op på årelang underinvestering og øge eksportmængderne. I denne forbindelse underskrev Sonatrach i oktober 2025 en produktionsdelingsaftale på 5,4 mia. USD med Midad Energy (Saudi-Arabien) om efterforskning og udbygning i Illizi-bassinet med et mål på ca. 1 mia. tønder olieækvivalenter over 30 år. De udenlandske investeringer vil fortsætte inden for minedrift, ligesom de offentlige investeringer i boliger, vandforsyning, sanitet og elproduktion. Desuden vil de sociale udgifter, trods budgetbegrænsninger, ikke blive ofret for ikke at skabe for stor social uro.

I 2025 fortsatte inflationen med at aftage takket være lavere fødevarepriser, priskontrol og stabiliteten i den officielle valutakurs, trods et voksende gab på det parallelle marked. Stillet over for dette deflationspres lempede centralbanken sin pengepolitik for første gang siden 2020. Ved udgangen af august 2025 blev styringsrenten sænket fra 3 % til 2,75 %, og reservekravet blev nedsat fra 3 % til 2 %. Pengepolitikken har dog kun ringe indflydelse på kreditgivningen og aktiviteten i den private sektor. I 2026 forventes inflationen at stige en smule igen, drevet af vedvarende offentlige udgifter på grund af deres vægt i økonomien og strengere importrestriktioner.

Dobbelt underskud: et comeback præget af faldende olieindtægter

Siden 2024 er budgetsituationen forværret betydeligt som følge af den kombinerede virkning af faldende indtægter fra kulbrinter og stadigt stigende offentlige udgifter. Kulbrinter udgør omkring to tredjedele af statens indtægter, hvilket gør de offentlige finanser yderst sårbare over for udsving i de globale priser. De offentlige udgifter vil fortsat være domineret af sociale og militære udgifter. I 2026 vil regeringen opretholde et højt niveau af sociale overførsler og beskæftigelsesprogrammer for at forhindre social uro. Militærudgifterne vil udgøre en fjerdedel af udgifterne. Som følge heraf forventes det i forvejen meget store budgetunderskud at nå sit højdepunkt i 2026, indtil de finanspolitiske konsolideringstiltag, der er planlagt fra 2027, træder i kraft.

Med udtømningen af Indtægtsreguleringsfonden (FRR) i 2024, som var den vigtigste budgetmæssige stødpude finansieret af olieoverskud, er underskudsfinansieringen nu næsten udelukkende afhængig af indenlandsk gæld. Den offentlige gældskvote forventes at fortsætte med at stige i 2026, med risiko for, at centralbanken genoptager direkte monetær finansiering – en praksis, der blev opgivet i 2019 – for at dække budgetbehovene. Finanspolitisk konsolidering synes uundgåelig.

Underskuddet på de løbende poster, som dukkede op igen i 2024, forventes at fortsætte med at stige i 2026, om end i et langsommere tempo. Faldet i eksportindtægterne fra kulbrinter som følge af faldende priser bør afbødes af stigningen i OPEC+'s produktionskvoter og mængden af eksporteret gas. Samtidig vil importregningen forblive høj, drevet af et stærkt forbrug og høje investeringer. Som følge heraf forventes handelsbalancen, der blev negativ i 2025, at blive yderligere forværret i 2026. Derudover ligger det beskedne overskud på sekundærindkomstbalancen, der stammer fra udlandsdanskernes pengeoverførsler, langt under de kumulerede underskud på primærindkomstbalancen (hjemtagning af overskud fra udenlandske virksomheder) og tjenesteydelsesbalancen, som er blevet forstørret af investeringsboomet. Underskuddet på de løbende poster finansieres hovedsageligt af valutareserverne, som er solide (svarende til 10 måneders import i juni 2025), selv om de faldt med mere end 12 mia. USD mellem september 2024 og juli 2025. Stigningen i udenlandske investeringsstrømme bidrager også til finansieringen. For at lette presset på betalingsbalancen indførte regeringen i juli 2025 et importprognoseprogram for virksomhederne. Virksomhederne skal planlægge deres import og få den godkendt.

Indenrigspolitisk stabilitet og diversificering af eksterne partnerskaber

Abdelmadjid Tebboune, der i september 2024 blev genvalgt med hærens støtte til en anden og sidste femårsperiode, vil i 2026 fortsat fokusere på at opretholde den politiske stabilitet. Indsatsen vil bygge på to søjler: at sikre høje sociale udgifter for at dæmpe folkelig utilfredshed og at udøve streng kontrol over den politiske arena. Magtkoncentrationen omkring præsidentembedet, sikkerhedsstyrkernes magt, oppositionens svaghed og undertrykkelsen af borgerlige frihedsrettigheder gennem propaganda, mediekontrol og marginalisering af kritikere bør konsolidere magten frem til det næste præsidentvalg, der er planlagt til 2030.

Vedtagelsen i oktober 2025 af resolution 2797 i FN’s Sikkerhedsråd, der beskrev Marokkos autonomiplan som en »realistisk politisk løsning« og ikke længere omtaler selvbestemmelse som et middel til at løse konflikten i Vestsahara, har genantændt striden mellem Algier og Rabat. Spændingerne er blevet forstærket af, at flere europæiske lande, herunder Frankrig, har anerkendt Marokkos suverænitet over området. Trods de bilaterale gnidninger er energisamarbejdet med EU fortsat stærkt og er blevet drevet af EU’s store efterspørgsel efter gas siden krigens udbrud i Ukraine. I 2025 tilsluttede Algeriet sig SoutH2 Corridor-projektet, der skal levere 4 millioner ton grøn brint om året til Europa via Tunesien, underskrev TaqatHy+-programmet med EU og Tyskland for at støtte landet i dets energiomstilling og fik grønt lys for Medlink, en undersøisk elforbindelse til Italien. Samtidig styrker Algeriet sine bånd til BRICS-landene, især Kina, som investerer massivt i infrastruktur, kulbrinter og minedriftsprojekter, samt til Rusland, landets vigtigste våbenleverandør og strategiske allierede i spørgsmålet om Vestsahara (selvom det undlod at stemme i FN). I et ønske om at undgå overdreven afhængighed af Moskva underskrev Algeriet imidlertid i januar 2025 et aftalememorandum med Washington for at styrke det militære samarbejde. Endelig er overvågningen af de sydlige grænser mod Libyen og Sahel (Mali og Niger) fortsat en stor bekymring.

Senest opdateret: 8. januar 2026