Kina er bedre rustet end sine konkurrenter til at håndtere energichok og formår foreløbig at begrænse forsyningsforstyrrelser knyttet til spændingerne i Mellemøsten. Samtidig lægger stigende omkostninger til inputfaktorer, kombineret med svagere global efterspørgsel, pres på allerede pressede marginer.
Hovedpunkter
- 35% Af oliestrømmene gennem Hormuzstrædet går til Kina
- +0,5%: Første årlige stigning i producentpriser i 41 måneder
- 100+ dage: Svarer til Kinas strategiske oliereserver målt i dages nettoimport
Derfor klarer Kina sig bedre end andre asiatiske lande
I modsætning til mange asiatiske lande, som er stærkt afhængige af importerede kulbrinter, har Kina flere buffere mod en langvarig krise i Mellemøsten. Energiforsyningen er fortsat i høj grad baseret på indenlandsk kul, mens olie og gas tilsammen udgør 39 % af det endelige energiforbrug – betydeligt lavere end det globale gennemsnit på 62 %.
Derudover har Kina betydelige lagerkapaciteter. Ved midlertidige afbrydelser kan de strategiske oliereserver dække næsten 100 dages nettoimport. Selvom Hormuzstrædet er kritisk – 35 % af Kinas olieforsyning passerer her – er risikoen for akut fysisk mangel på kort sigt fortsat begrænset.
Producentpriser stiger for første gang i tre år
Selv om forsyningerne fortsat flyder, stiger omkostningerne. Højere priser på energi og kemikalier er begyndt at sprede sig i den kinesiske økonomi. I marts steg producentpriserne med 0,5 % på årsbasis – den første stigning i over tre år. Den petrokemiske sektor alene bidrog betydeligt til den månedlige stigning i producentpriserne.
Foreløbig bliver omkostningsstigningen i vid udstrækning absorberet af mellemled og downstream-industrier, i en situation hvor efterspørgslen fra slutbrugerne fortsat er svag. Forbrugerpriserne holder sig moderate, understøttet af regulering af brændstofpriser, en stigende andel elbiler og subsidier til statsejede raffinaderier.
Marginer under pres: SMV’er i frontlinjen
Den vedvarende stigning i inputomkostninger begynder imidlertid at udhule virksomhedernes rentabilitet. Flere sektorer – tekstiler, kemikalier og syntetiske fibre – reducerer allerede deres produktion. Strammere reguleringskrav og omkostninger til overholdelse lægger yderligere pres.
SMV’er fremstår som særligt sårbare, da de har svagere forhandlingskraft til at videreføre omkostningsstigninger. Omvendt nyder store koncerner godt af langsigtede forsyningsaftaler, stordriftsfordele og stærkere balancer, som gør dem i stand til at absorbere chokket.
En skrøbelig balance mellem tilpasning og global afmatning
Paradoksalt nok kan krisen styrke Kinas industrielle konkurrenceevne sammenlignet med asiatiske konkurrenter, som er mere udsatte for energichok, såsom ASEAN-landene og Indien. Krisen bidrager også til at øge den globale efterspørgsel efter kinesisk grøn teknologi – især inden for elbiler, batterier og solenergi.
Den største risiko ligger imidlertid et andet sted: En langvarig konflikt, som fører til vedvarende høje energipriser, kan lægge et betydeligt pres på den globale vækst. En fordobling af energipriserne sammenlignet med niveauerne før krigen kan reducere den globale vækst med over 1 % i 2026, hvilket også vil ramme efterspørgslen efter kinesiske varer.
Takket være sit energimiks og sit industrielle økosystem har Kina indtil videre undgået et alvorligt forsyningschok. Men den vedvarende omkostningsstigning skaber en ny sårbarhed: pressede marginer – især for de mest eksponerede virksomheder og dem, der har mindst mulighed for at hæve priserne.
Junyu Tan, økonom for Nordasien
