Vi gengiver her nyheden fra Midt Factorings hjemmeside den 5. maj 2008.
Siden 2005 har Midt Factoring været ejet af ebh bank a/s, og det har for begge parters vedkommende været et godt familieskab. Imidlertid har et stadig mere globaliseret handelsmiljø betydet, at der er blevet behov for et mere internationalt orienteret bagland.
Derfor får Midt Factoring i løbet af maj måned ny hovedaktionær, idet Coface Deutschland AG øger sin ejerandel til 75%.
Del af en kompetent familie
Coface er en global aktør inden for kreditforsikring, erhvervsinformation, factoring og finansservice – på verdensplan er der mere end 6.000 ansatte i 65 lande. I Danmark har Coface hidtil haft en lille stab i København og har udelukkende markedsført kreditforsikring.
Med investeringen i Midt Factoring udvides aktiviteterne i Danmark til også at omfatte factoring. Samtidig får Coface adgang til det nordiske marked for factoring.
Betydningen for vores kunder
I praksis betyder det ændrede ejerskab ikke noget for vores kunder. Vi vil stadig være de samme medarbejdere og den samme ledelse på kontorerne i Ikast og København.
Fremadrettet forventer vi med input fra vores nye kolleger at kunne udvikle endnu flere ydelser. Vores årelange erfaring med factoring koblet med den erfaring og styrke, som Coface tilfører, skaber det rigtige grundlag for en god udvikling.
Læs den uddybende pressemeddelelse ved at klikket på linket.